Redaktionen har modtaget dette fine digt af Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Jeg bli’r altid fyldt med lykke, når jeg går min morgentur,
for der er så mange glæder ved at gå i Guds natur.
Alt det grå og alt det triste, der er dagens hverdagskost,
det bli’r slettet med et klik og ligger nu i slettet post.
Mens jeg vandrer hen ad vejen, synger jeg en lille sang
og forsøger at få rytmen til at passe til min gang.
Folk, de vender sig og smiler, hvis jeg synger lidt for højt,
men jeg vinker blot og danser, for det rager mig en døjt.
Jeg ta’r huen på, for jeg kan mærke regnen er på vej,
og jeg kigger op mod himlen, da en dråbe rammer mig.
Mine brilleglas bli’r våde, jeg er faktisk ligeglad,
det er skønt at gå i regnen, i naturens brusebad.
Mine glade tanker surfer rundt i digt og poesi,
jeg har lagt dem ind i mappen, med det positive i.
Jeg forsøger på at finde ord, der rimer på humør,
mens jeg står og banker sambarytmer på min hoveddør!
Jeg kan ikke finde nøglen, det er ikke særligt smart,
men nu åbner morfar døren, og det sker med lynets fart.
Han går ned til mig i regnen, og vi ta’r en samba- dans
mens min mormor står og råber, er I helt fra vid og sans.
Morfar løber rundt i græsset, har den gamle fået en prop,
for nu smider han sin t-shirt, mens min momor råber op.
Vi har lagt os ned i regnen som to store legebørn,
vi kan høre naboen grine, da han lukker havedøren.
