I næste weekend lukker de sidste steder med hurtigtest, men der vil fortsat være landsdækkende adgang til PCR-test. Hvis situationen forandrer sig, og smitten stiger voldsomt, kan myndighederne med kort varsel indføre hurtigtest igen, meddeler Styrelsen for Forsyningssikkerhed.
Smitten i samfundet er lav, og få personer har behov for at blive testet. Derfor lukker alle hurtigteststeder senest den 9. oktober. Det betyder, at det fremover vil være PCR-test, der tilbydes i det landsdækkende net af faste teststeder.
Den gennemsnitlige svartid på en PCR-test er 10-12 timer. Men skulle der opstå et nødstilfælde, hvor en person ikke kan vente og med kort varsel har brug for en test, så vil det på udvalgte PCR-steder være muligt at få en hurtigtest.
Smittesituationen forandrer sig hele tiden. For at være forberedt på en situation med stigende smitte er regionerne og de private udbydere af hurtigtest blevet enige om at forlænge deres aftaler, så myndighederne med 14 dages varsel kan beslutte at genindføre offentligt betalte hurtigtest hos de private udbydere, hvis der skulle blive behov for det.
Testkapaciteten i samfundssporet vil fremover fortsat være 100.000 PCR-test om dagen. Der vil som udgangspunkt være mindst ét PCR-teststed i hver kommune. I Kalundborg Kommune kan man blive testet på Hareskovvej 13, 4400 Kalundborg.
Da kapaciteten for hurtigtest var på sit højeste i foråret, kunne de private leverandører foretage 500.000 daglige hurtigtest. PCR-testkapaciteten i samfundssporet var på samme tidspunkt 170.000 daglige test. Den dag der blev testet allerflest, var den 20. maj, hvor mere end 531.000 blev testet med enten PCR eller hurtigtest.
Den seneste uge er der dagligt foretaget i gennemsnit ca. 18.000 hurtigtest og ca. 30.000 PCR-test i det landsdækkende net af faste teststeder.
På coronasmitte.dk kan du se kortet over teststederne, deres åbningstider samt hvor der er mulighed for hurtigtest i nødstilfælde. Mange steder behøver du ikke at bestille tid for at få en test.