I anledningen af besøget af uddannelseskaravanen Tour de Uddannelse, stiller Gørlev Skole skarpt på de mange uddannelser, skolens udskolingselver kan vælge imellem. Forud for karavanebesøget har skolen blandt andet inviteret det lokale erhvervsliv og tidligere elever til at holde oplæg om deres veje i uddannelsesverdenen.

Udskolingsklasserne på Gørlev Skole har i dag haft besøg af både uddannelseskaravanen Tour de Uddannelse, tidligere elever fra skolen og repræsentanter fra byens SuperBrugsen, XL-Byg og autoværksted. Alt sammen for at inspirere og gøre eleverne klogere på de mange forskellige uddannelsesmuligheder, de kan vælge imellem:

”Det er sjovt og godt lige at få det boost det er, når vi kan høre lidt mere om uddannelserne”, fortæller Jonas Thomsen, der går i skolens 9.a, og klassekammeraten Cecilie Møller er enig:

”Det er spændende, at de kommer og fortæller, så vi får et større overblik over mulighederne. Det er rart både at høre de gode og de dårlige ting ved uddannelserne, for det er ikke altid, at man kan regne helt med det, folk skriver på nettet”.

Vigtig at inddrage det lokale erhvervsliv
Inden besøget af Tour de Uddannelse inviterede skolen tre repræsentanter fra byens lokale erhvervsliv og tre tidligere elever til at holde oplæg og svare på spørgsmål fra eleverne:

”Vi har fokus på overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelsen, og derfor er det vigtigt at de unge hører erfaringer fra dem, der selv har truffet et uddannelsesvalg, og ikke mindst fra dem, der har skiftet uddannelse,” fortæller skolens UU-vejleder Sofie Bay, og fortsætter:

”For mange af de unge er der stor nervøsitet forbundet med uddannelsesvalget, så det kan være trygt at møde andre unge, der selv lige har stået i det samme valg. Her kan de tale med unge og få et indtryk af, hvordan hverdagen på en ungdomsuddannelse ser ud – og det er nærværende og trygt, når det er tidligere elever fra skolen, der fortæller”.

For Gitte Kærgaard, der er afdelingschef i byens lokale XL-Byg er det vigtigt, at kæden er med til at inspirere udskolingseleverne til job og uddannelse i branchen. For branchen har en masse at byde på for både mænd og kvinder, fortæller afdelingschefen:

”Vi vil gerne støtte op om de lokale elever, og nu her i dag, vil vi gerne vise de unge de mange muligheder, der er i vores branche. Lige nu har vi praktikanter, der er lidt trætte af at gå i skole. Og det er vi glade for. Vi vil gerne være med til at de unge på vej, for selvom man er kvinde, så har vores branche meget at byde på”.

Samme pointer går igen hos repræsentanterne fra SuperBrugsen i Gørlev:

”Vi har nogle af eleverne ansatte hos os, så det er vigtigt, at vi er her i dag og viser flaget”, fortæller brugsuddeler Sara Bjerregaard, men det handler også om at vise, hvad ens fag kan, fortæller slagtermester Keven Pryds: ”Det er vigtigt, at vi kan få skabt interesse for faget og håndværket, så det ikke dør ud”.

Tour de Uddannelse viser mulighederne
Tour de Uddannelse er en uddannelseskaravane, der turnerer på alle kommunens kommunale udskolingsskoler med det formål at inspirere og gøre eleverne klogere på de mange ungdomsuddannelser, de kan vælge imellem. Karavanen er et samarbejde mellem Kalundborg Kommune og lokale uddannelsesinstitutioner, og det glæder Jonas Thomsen fra Gørlev Skole:

”Det er godt, at der er forskellige uddannelser, der er med, så hvis man nu ikke er helt sikker, eller måske gerne alligevel vil vælge noget andet, så er det rart at kunne snakke med så mange som muligt”.

For Irene Bjørnbæk, der er lektor på Allikelund Gymnasium i det centrale Kalundborg, er det særlig vigtigt at gøre eleverne opmærksomme på forskellighederne ved uddannelserne og studieretningerne, selvom det er på samme gymnasium:

”Om HHX kan vi for eksempel forklare, hvad det egentlig betyder, at uddannelsen er erhvervsrettet, så de kan træffe et valg på et oplyst grundlag. Og om HTX forklare, hvorfor nogle linjer bager så meget, så er det fordi de udskifter forskellige ingredienser for at se, hvad der sker”.

Ud over Allikelund Gymnasium var både Høng Gymnasium, Kalundborg Gymnasium, ZBC SOSU og Processkolen også repræsenteret i karavanen, så eleverne fra Gørlev Skole kunne få stillet alle spørgsmål til repræsentanterne fra de mange uddannelser. Alt i alt har dagen med fokus på uddannelse og valgmuligheder været gavnligt, men vigtigst af alt var muligheden for at tale og stille spørgsmål med nogle, der har prøvet det før, fortæller Kian Roscoe fra 9.a:

”Det er bedst at høre det fra de elever, der har prøvet det før”, og så giver det noget særligt, når man kender dem, der fortæller, afslutter han: ”Vi kender dem, og det gør at vi stoler mere på dem, og det gør, at vi bedre kan bruge deres erfaringer”.

Pressefoto