Kom og gå på opdagelse i Bibliotekshjørnet, læs dagens avis eller nyeste udgave af dit yndlingstidsskrift. Der vil altid være frivillige til stede, som kan hjælpe dig med lige dét, du søger.

Cafe-aftener

Svebølle Kvik Bibliotek har en ekstra service for borgere i Svebølle.
Den første torsdag i måneden sidder to frivillige fra biblioteksgruppen og holder ekstra åbent i tidsrummet kl. 18-20. Her vil der være mulighed for låne materialer og få hjælp og vejledning til at søge i biblioteks database via bibliotekets hjemmeside. Få samtidig en introduktion til, hvordan man bestiller bøger eller bruger bibliotekets app.

Det er tidligere skolebibliotekar Hallur Hallsson fra Svebølle skole og initiativtager til Kvik bibliotek Olav Rye Hintze har kaffe på kanden og er klar til at tage imod besøg.

Er man interesseret, så finder man Svebølle Kvik Bibliotek på adressen Aktivitetscentret, Centervej 13, 4470 Svebølle.

Svebølle Kvik Bibliotek har eksisteret i 7 år.

Det var frivillige kræfter i Svebølle der tilbage i 2015 banede vejen for, at Kalundborg Biblioteker åbnede en lille selvbetjent filial i Svebølle. Baggrunden var, at Svebølle-borgerne mistede muligheden for at låne bøger i byen ved kommunesammenlægningen, hvor folkebiblioteket blev nedlagt på Svebølle Skole.

Lørdag den 26.september åbnede så Svebølle Kvik Bibliotek i aktivitetscenteret Åvangen, hvor der var et stort fremmøde med taler, musik og fællessang. Der var bl.a. taler fra daværende formand fra Kultur-og Fritidsudvalget Ole Glahn og nuværende formand for Ældre og sundhedsudvalget Peter Jakobsen.

I dag er Kvik Biblioteket en lille udlånsafdeling med et stabilt udlån, hvor borgerne har mulighed for at gå på opdagelse i Bibliotekshjørnet der rummer ca. 500 materialer til både børn og voksne. Alle hverdage kører Kalundborg biblioteker forbi med materialer som er bestilt via www.kalundborgbib.dk eller via telefonisk henvendelse til Kalundborg bibliotek. Mulighederne for at hente bestilte materialer er ganske gode i Svebølle, idet der er adgang i tidsrummet kl. 7-22 mandag til fredag. Ønsker man adgang til bogreolerne er der dog kun åbent frem til kl. 16.00, på nær den første torsdag i måneden, hvor frivillige holder åbent til bogreolerne frem til kl. 20.00.

Den største aktivitet er på arrangementsudbuddet, hvor der hver sæson er tilbud om flere børne- og voksenarrangementer i Svebølle. Alle tilbuddene udvikles i samarbejde med den frivillige biblioteksgruppe. Snarest kommer der fx besøg af Hans Engell, der vil give et historisk foredrag om fortidens statsministre, ligesom der i efterårsferien er et kreativt værksted for børn og deres familier.

Pressefoto