Foredrag med forfatter Thomas Larsen om Dronning Margrethe

Er du nysgerrig på Dronning Margrethe 50 år som regent? Hvad der er sket i de frem årtier hun har siddet på tronen?

Så kom til Thomas Larsens foredrag, der tager udgangspunkt bogen ”Monark og menneske” på Svebølle Kvik Bibliotek den 15. september kl. 19.00. Det er et indsigtsfuldt og spændende foredrag om Dronning Margrethes liv som regent.

Thomas Larsen er netop udkommet med bogen ”Monark og menneske”, som er skrevet i anledningen af Dronning Margrethes 50-års jubilæum som regent. Han stiller spørgsmålet: hvad er der sket i de 50 år, Margrethe har siddet på tronen? Fra dengang hun som ung prinsesse pludselig ved sin fars død blev regerende monark. En ung mor til to og nygift. Dronningen er siden da blevet et samlingspunkt for nationen, en både elsket og respekteret regent.

Thomas Larsens foredrag sætter fokus på, hvordan Dronningen har skabt sin nære relation med befolkningen gennem fem årtier som regent, hvordan hun har moderniseret monarkiet og ændret kurs i sin løbende samtale og dialog med befolkningen. Samtidig kommer han også ind på det generationsskifte, der en dag bliver en realitet, når Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary bliver Konge og Dronning af Danmark
”Monark og menneske” er en fortælling om en dronnings liv og de søjler, det hviler på: familien, nationen, rigsfællesskabet, historien, troen og kunsten.

Ønsker man at deltage, kan billetter købes via www.kalundborgbib.dk eller ved personlig henvendelse til et af Kalundborg kommunes bemandende biblioteker. Der er som vanligt rabatter til medlemmer af Biblioteksklubben, som alle kan blive gratis medlemmer af via www.kalundborgbib.dk/klub

Foredraget er arrangeret i samarbejde med Svebølle Biblioteksgruppe.

Om Thomas Larsen:
Thomas Larsen er en kendt journalist, politisk kommentator og forfatter til en række populære biografier af kendte danskere.  I sin karriere har han fulgt Kongehuset tæt og interviewet Dronningen flere gange, senest også i sin bestseller ”De dybeste rødder”, hvori Dronningen fortolker Danmarkshistorien.

Praktiske oplysninger:
Sted: Svebølle Kvik Bibliotek, Aktivitetscenteret,
Centervej 13, 4470 Svebølle Priser:  95,- kr. medlem af Biblioteksklubben, 110,- kr. normalpris. I pausen serveres kaffe/the og lidt sødt til tanden.

Læs mere og meld dig gratis ind i Biblioteksklubben via www.kalundborgbib.dk/klub.
Køb billetter på: www.kalundborgbib.dk/arrangementer/biblioteksklubben/thomas-larsen-monark-og-menneske.

Pressefoto