Stina Lindal Elmelund åbnede dyrlægepraksis d. 1. februar på det tidligere kirkegårdskontor på Klosterparkvej. Det er rummelige lokaler, med parkeringsplads lige udenfor døren. Læs mere her.
Stina, der er fra byen, læste oprindeligt biologi, men skiftede til dyrlægeuddannelsen, da hun syntes dyreriget var mere spændende. Stina er vokset op med dyr og har altid holdt af at hjælpe dyr. Hun blev færdiguddannet fra Landbohøjskolen i København i april 2004.
Siden åbningen i februar er det gået stærkt, der er ofte travlt i klinikken, og Stina fortæller, det stadig er vigtigt at der er fokus på at have god tid til dyrene og deres ejere. “Der skal være tid til at informere grundigt om hvordan dyrene får de bedste betingelser for den bedste livskvalitet. Kæledyr er ofte en del af familien og for nogle, betyder de alt”, fortæller Stina, der også tilbyder mobil service til de klienter, der ønsker dette. Det kan især være svært at få katten til dyrlæge, og her rykker Stina gerne ud.
Af og til er aflivning på tale. Her er det også vigtigt, der er ro og tid til at tale med ejerne om den svære beslutning.
Stina har også arbejdet som dyrlæge i udlandet, blandt andet i Thailand, Den Dominikanske Republik og Sverige. Under arbejdet med Dyrenes SOS i Thailand var hun i en gruppe med tre dyrlæger med til at operere op til 86 dyr dagligt under noget mere primitive forhold end i Danmark.
Fremtidsplanerne er at bibeholde klinikken som en mindre klinik med fokus på det nære. Med tiden vil der blive ansat en veterinærsygeplejerske udover assistenten Trine, der pt. hjælper til. Trine er uddannet laborant.