Med indstilling til støtte af otte meget forskellige projekter, uddelte LAG Midt-Nordvestsjællands bestyrelse for sidste gang i år midler til lokale projekter. Igen i denne ansøgningsrunde var der mange projekter, der tydeligt bidrager til at understøtte LAG’ens vision om Midt-Nordvestsjælland som Københavns kreative baghave. Tre af de otte projekter har udgangspunkt i Kalundborg:

lagOplevelser i naturen
Kalundborg Kommune vil, i bredt samarbejde med lokale foreninger, beboere og virksomheder, skabe et blåt anker med projektet Maritimt Aktivitetshus Røsnæs. Det maritime aktivitetshus bliver et af nøglepunkterne på oplevelsesruten Røsnæs Rundt, som via 13 landmarks guider besøgende rundt i Røsnæs’ smukke natur. Aktivitetshuset skal samle alle funktioner på havnen under ét tag, samt skabe mulighed for nye aktiviteter.

Fødevare-projekt
I Løve syd for Kalundborg ligger det lille Mjødbryggeri Petersen og Sønner. Mjødbryggeriet har haft stor succes med deres MJÖD no. 1, som har vundet priser i to internationale konkurrencer. Nu ønsker de to generationer bag bryggeriet at tredoble produktionen for at efterkomme efterspørgslen og ruste bryggeriet til fremtiden. Mjøden brygges med udgangspunkt i lokalt indsamlet honning, tilsat forskellige urter, blomster og frugter.

Brandingfilm
I Kalundborg har flere af områdets store virksomheder svært ved at tiltrække nok kvalificeret arbejdskraft; og besættes stillingen af pendlere fra f.eks. København er erfaringen at de kan være svære at fastholde i jobbet. Virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommune, erhvervsråd og A-kasser er derfor gået sammen i Kalundborg Rekrutteringsalliance med det fælles mål at øge bosætningen i Vestsjælland og derved tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Et af midlerne er en brandingfilm for området, som på en innovativ og sjov måde skal søge at tiltrække og fastholde borgere og arbejdskraft ved at vise den store variation af virksomheder og illustrere herlighedsværdierne i området.

Godt gang i de tidligere støttede projekter
Med indstillingen af de otte projekter til tilsagn for samlet 2.465.198 kr., har LAG Midt-Nordvestsjællands bestyrelse i 2015 indstillet i alt 19 lokale projekter til støtte for totalt 5.422.868 kr. De første 11 projekter, som blev indstillet i årets to første ansøgningsrunder, har alle fået deres endelige tilsagn om støtte, og er godt på vej.

LAG er en forkortelse for Lokale Aktions Grupper. LAG-midlerne er primært penge som danskerne via Folketinget først sender til EU, hvorefter vi via LAG-systemet kan søge om at få nogle af pengene igen. Pengene er øremærket udvikling af landdistrikterne i EU, og i Danmark styres LAG af embedsmænd i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.