Sommervejret var dramatisk og historierne lige så, da Dit Kalundborg var på udflugt til Dragsholm Slot, hvorfra konvojen kørte ud i landskabet – i maleren Johan Thomas Lundbyes fodspor.
Dragsholm Slot blev i en periode kaldt Adelersborg, og slægten Adelers våbenskjold ses over indgangen til gårdspladsen. Skjoldet prydes bl.a. af et orlogsskib for fulde sejl, en sort ørn og et afhugget tyrkerhoved på spidsen af en kårde. Vi hørte også om belejringen i 1535 og fængslingen af Roskildes biskop Joachim Rønnow (sammen med alle de øvrige biskopper i landet).
I perioden 1536 til 1664 fungerede Dragsholm Slot nemlig også som fængsel for primært adelige og gejstlige fanger. Til de mere kendte fanger på Dragsholm Slot hører udover Joachim Rønnow den skotske jarl James Hepburn og herremanden Ejler Brockenhuus. I fortællingen om dramaerne på Dragsholm Slot kommer vi ikke udenom ‘æresdrabet’ på en ung adelsfrøken, der blev gravid uden for ægteskab, og som straf blev indemuret af sine brødre.
Fra Dragsholm Slot drog vi ud for at se på nogle af de omkringliggende guldalderlandskaber, som maleren J.Th. Lundbye har foreviget. Det var en af Danmarks bedste nulevende kunstmalere, Thomas Kluge, og sognepræst i Korsør, Anna Helleberg Kluge, der fortalte historien om Lundbye. Han, der blev født 1818 i Kalundborg, ville skildre danske motiver og specielt landskabet. Det nationale engagement medførte indirekte Lundbyes alt for tidlige død, idet han meldte sig som frivillig til Treårskrigen 1848-1850, hvor han blev dræbt ved en mystisk vådeskudsulykke.