Nyheden om, at Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk og Novozymes investerer 120 millioner kroner i Biomanufacturing Project House (BPH) er beviset på, at det er muligt at bremse centralisering og afvikling og i stedet skabe udvikling og vækst i alle dele af Danmark.
Et trecifret millionbeløb til en kæmpe forsknings- og uddannelsessatsning i Nordvestsjælland vender afvikling til udvikling og bremser mange års centralisering på uddannelsesområdet. Udover at skabe nye uddannelsesmuligheder i Nordvestsjælland er det et kæmpe boost af virksomhedernes vækstmuligheder og et massivt skub fremad for udviklingen i Region Sjælland.
– Det er i sandhed en festdag. Med en kæmpe donation er det lykkedes at sætte en stopklods for centralisering. Skal centraliseringsbølgen sættes i bakgear, kræver det, at vi står sammen i stærke strategiske partnerskaber, hvor alle spiller aktivt med, siger en glad regionsrådsformand, Heino Knudsen.
I Kalundborg findes Skandinaviens største biotekproduktions site. Virksomhederne var for fire år siden stærkt udfordret på rekrutteringen af arbejdskraft. Mange års centralisering af uddannelser og afvikling betød, at den naturlige fødekæde af nye medarbejdere ikke var til stede i Nordvestsjælland.
Region Sjælland gik for fire år siden ind i arbejdet med Knowledge Hub Zealand, da Region Sjælland sammen med Kalundborg Kommune, Novo Nordisk, Novozymes, Syddansk Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Roskilde Universitet og Zealand Erhvervsakademi indgik i et strategisk partnerskab om at etablere Knowledge Hub Zealand.
Visionen er at skabe et stærkt uddannelses- og innovationscenter – et videnscenter i verdensklasse inden for biotek i Nordvestsjælland til gavn for virksomhederne lokalt og i hele Region Sjælland.
– Som jeg tidligere har sagt, så er det en fantastisk nyhed for Kalundborg – og hele Region Sjælland. Nu høster vi frugten af et forbilledligt samarbejde om at trække flere uddannelser til Kalundborg Kommune og hele regionen, og vi kapitaliserer også på regionens tidlige investering på 8 millioner kroner i at udvikle og tiltrække uddannelser til Kalundborg Kommune, siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune.
Før 2016 var der ingen videregående uddannelser i Nordvestsjælland. I dag er der tre uddannelser på campus Kalundborg rettet mod biotek og procesindustrien. Den nye uddannelsessatsning sikrer nu etableringen af Biomanufacturing Project House (innovationscentret), der sammen med campus Kalundborg giver muligheden for et helt unikt studiemiljø i tæt kontakt med biotekindustrien.
– Region Sjælland har i flere år arbejdet for at skabe bedre uddannelsesdækning og sikre den rigtige arbejdskraft til regionens virksomheder. At der nu er afsat et trecifret millionbeløb til at skabe et uddannelses- og innovationsmiljø i verdensklasse er en helt fantastisk nyhed, siger formand for Region Sjællands udvalg for Regional udvikling, Peter Jacobsen.
Kalundborg har fået en ny og attraktiv profil som biotekby, og den nye uddannelsessatsning er med til at understrege Kalundborgs position på området. En position som understøtter Region Sjællands dagsorden om at udvikle regionen, så det er attraktivt at bo, leve, uddanne sig, arbejde og etablere virksomheder i Region Sjælland.