Er der noget så smukt som Røsnæs, spørger Hanne Buchberg, der har sendt os dette skønne foto ledsaget af et digt af Hans Jørgen Buchberg:
Røsnæs
Røsnæs, det dejligste sted her på jorden, du hilser så venligt på mig. Du er den smukkeste perle i Norden, som jeg har mødt på min vej. Du rækker mig gavmildt alt godt fra din have, jeg bukker ærbødigt for dig.
Røsnæs, du er mig en blomstrende have, hvor planterne trives og gror. Og din natur er en storslået gave, den er så smuk og så stor. Jeg træder forsigtigt på græsset og jorden og plukker af blomsternes flor.
Røsnæs, du er en jomfruelig pige, for du er så ren og så smuk. Og dine klinter er smykket tillige kranset af blonder og stuk. Jeg kærtegner blidt dine bakker og dale og mærker et strejf af lidt dug.
Røsnæs, jeg elsker din blæst og din varme, jeg lægger til kaj i din havn. Mærker så blidt dine kærlige arme, der er så trygt i din favn. Det er, som jeg hører en lokkende kalden, en brise, der hvisker mit navn.
Røsnæs, du gi’r mig de skønneste minder, du hviler så dybt i mit sind. Står her så stille, mens solen forsvinder mærker den kølige vind. Jeg lover på ære at komme tilbage og stryger så kærligt din kind.
Hans Jørgen Buchberg
