Så kan bibliotekerne endelig byde velkommen til en uge fuld af spændende arrangementer for både små og store børn! Der er noget for enhver smag, både teater, kreative sysler, Makerspace brætspil og højtlæsning ved bålet og ikke mindst bueskydning, som igen er på programmet.
Der lægges ud med brætspil for alle fra 8 år på Ubby Bibliotek lørdag d. 16. oktober kl. 10-13. Hvidebæk Lokalråd er medarrangør og der er lagt op til tre hyggelige timer med masser af brætspil.
Vil I hellere ud og bevæge jer lidt, er der mandag formiddag d. 18. oktober bueskydning i Kalundborg Hallen af to omgange kl. 10 og kl. 11. Bueskytteforeningen kommer på besøg og guider igennem og så er det jo altid spændende om man kan ramme plet. Man skal være 7 år for at deltage.
Tirsdag d. 19. oktober kl. 11 kommer Teater Badut forbi Ubby Bibliotek- og Forsamlingshus med klovneforestilling ’Stor, Større, Størst’ – en dejlig forestilling for de 3-7 årige om at se STORT på at være lille – inspireret af Halfdan Rasmussens ’Lange Peter Madsen’.
Onsdag og torsdag er der hyggelige kreaformiddage i Biblioteksinfo Snertinge og Svebølle Kvik Bibliotek, hvor man kan gøre sig klar til Halloween ved at dekorere en ’Trick or Treat pose’.
Onsdag, torsdag og fredag vil der på bibliotekerne i Gørlev, Ubby og Høng være bål og højtlæsning om formiddagen og Makerklub med fif til at arbejde kreativt med computeren om eftermiddagen. Onsdag vil det være i Gørlev, torsdag i Ubby og fredag i Høng. Man skal være 7 år for at være med til Makerklub arrangementerne.
I den sidste weekend i efterårsferien er der skønt teater både lørdag og søndag.
Lørdag d. 23. oktober åbner Svebølle Kvik Bibliotek dørene op kl. 11.00 til forestillingen ’Racersneglen Robert’ – en magisk og musikalsk rejse for de 3-8 årige ind i et univers fyldt med finurlige og forunderlige væsener. Det er Teatret Livetslone med bl.a. den lokale Lone Wernblad, der kommer og optræder.
Søndag d. 24. oktober kl. 11 kommer teatertruppen Hr. Teater til Kulturhus Gimle med den sjove og helt igennem fjollede familieforestilling CHICKS for de 4-10 årige om de to burhøns Hilda og Gump, som pludselig opdager verden udenfor buret og så sker der ting og sager.
Læs mere om alle bibliotekets arrangementer på bibliotekets hjemmeside www.kalundborgbib.dk Tilmelding er nødvendig til alle arrangementer og ved bueskydning og teaterforestillingerne vil det koste 25,- at deltage.
Vi ses på bibliotekerne i Kalundborg Kommune!