Christiane Engbo Norddal er uddannet laborant. Hun havde et job som laborant, og egentlig var alt som det skulle være. Men en tidligere chef udfordrede hende, og sagde: ”du skal da noget mere”? Da uddannelsen som diplomingeniør i bioteknologi kom til Kalundborg, sprang Christiane ud i det, og er nu i gang med uddannelsen hos Absalon.

Christiane Engbo Norddal har ikke fortrudt, at hun sagde farvel til jobbet som laborant og gik efter en ny uddannelse og en titel som diplomingeniør i bioteknologi. Men beslutningen skulle lige gennemtænkes et par gange:

”Jeg var glad for at være laborant, men opfordringen fra min tidligere chef fik mig til at tænke over det. Og da uddannelsen så kom til Kalundborg, hvor jeg nu er flyttet til, så blev det faktisk muligt for mig. Selvfølgelig skulle det overvejes og vurderes sammen med min familie, men der var stor støtte, og så gik jeg i gang,” siger Christiane Engbo Norddal.

Christiane Engbo Norddal har været i gang med uddannelsen siden september 2017, og er netop nu i praktik i ”Gæringen” hos Novozymes i Kalundborg. Selv om det også var hos Novozymes, at hun i 10 år arbejdede som laborant, så er det noget andet at være i praktik som diplomingeniør:

”Den største forskel på at være laborant og ingeniør er helt klart ansvaret. Som laborant udfører man mere de opgaver, der bliver stillet, hvor man som ingeniør mere skal styre opgaverne og har ansvaret for, at de bliver løst. Som ingeniør er det dig, der siger ”go” eller ”no go” – man skal få tingene til at køre og tage beslutningerne, og det kan jeg virkelig godt lide”.

Læs mere om Christinas erfaring med diplomingeniør-uddannelsen.

Pressefoto