Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Husker I 60’erne?
Vi danser i gaden og synger vor sang
om samfundets svigt af de små.
Vi ta’r os en øl for gu’ ved, hvilken gang
og ryger den hash vi ka’ få.
Men folk har så travl, og de haster forbi,
for de har så meget, de skal nå.
De tænker i penge og økonomi
og snupper de jobs, de kan få.
Det’ samfundets skyld, at vi har det så skidt,
det håber vi, I kan forstå.
Og panten for flaskerne gi’r s’gu så lidt,
hvo’n fa’en skal det hele mon gå.
I kapitalister med hus og med bil
gi’ alt, hvad I har til de små.
Så møder I glæde og varme og smil,
den glæde vil aldrig forgå.
Vi spiller på mundharpe, banjo og bas,
det hele, det går s’gu som smurt.
Vi fyrer en fed, og vi løfter vort glas
og syn’s at vort budskab er stort:
Hvis alle i verden blot ville forstå
at hvis, man skal slås for en sag,
ja så skal man synge og danse og stå
og spille hver eneste dag.
Lad håret dog vokse, lad bilen dog stå
kvit jobbet for fa’en og gi’ los.
Så får I et liv, hvor alting går i stå,
og så kan I synge med os.
