Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Når en dag jeg sejler ud på livets hav for sidste gang
fulgt af tavse fugles vingeslag og bølgers stille sang,
skal du ikke tro, at det er slut, at alt bli’r lukket ned
nej, du ved jo, jeg er hjemme på et trygt og sikkert sted.
Jeg vil være forårssolens vind, der stryger blidt dit hår,
jeg vil være krokus og erantis i den spæde vår,
og mens månelyset skinner på din kind i stjerneskær,
er jeg med i dine drømme, for jeg ved, du har mig kær.
Jeg vil være hos dig dag og nat, når du har brug for mig.
Jeg vil ønske dig det allerbedste, for jeg elsker dig.
Jeg vil male dagen lys så smuk med mange farver på,
jeg vil skubbe mørke skyer bort, så himlen bliver blå.
Og på himlen vil jeg plante dig et dejligt blomsterbed,
og et fuglekor skal synge vores sang om kærlighed.
Og mens fuglene de synger, vil du mindes mig min ven,
for du ved jo inderst inde, at vi to skal ses igen.
