Institut for Fødevare- og Resource Økonomi (IFRO) ved Kbh.s Universitet har netop udgivet en rapport: Vurdering af markedsudsigter for arter opdrættet i dansk akvakultur 2020. I rapporten hedder det sammenfattende om store ørreder og ørredrogn:
På kort og mellemlang sigt forventes det, at den relativt stabile og positive udvikling på laksemarkedet fortsætter, hvilket også betyder en stabil udvikling for markedet for store ørreder. Prisen kan dog påvirkes af ændringer i de russiske handelsrestriktioner på import af laks og ørred. De danske producenter er pristagere på dette marked, og det er derfor omkostningsniveauet, der bliver den vigtigste danske konkurrenceparameter. En større dansk produktion vil kunne drage fordel af de stordriftsfordele, der eksisterer i akvakultursektoren. Markedet for rogn er et højværdimarked, hvorfor produktionen kun kan udvides i begrænset omfang uden at påvirke priserne negativt.
Rapporten er færdiggjort inden Coronakrisen, som er kommet som en streg i regningen for alle inklusive Musholm, beliggende i Kalundborg Kommune.
Coronakrisen har bevirket et kraftigt og øjeblikkeligt prisfald på godt 30 % på de store ørreder, som følger lakseprisen tæt. Lakseprisen er faldet meget dels på grund af, at restaurations- og hotel markedet er forsvundet fra den ene dag til den anden, dels og især på grund af olieprisens styrtdyk med tilhørende dramatiske fald i den norske krone, som direkte påvirker laksepriserne, da Norge er verdens største producent af laks.
På lang sigt forventer Musholm, at den positive markedssituation fortsætter, da ørreder fra danske havbrug er et velrenommeret kvalitetsprodukt på verdensmarkedet. Virksomheden er derfor parat til tage sin del af slæbet med at genoprette dansk produktion og økonomi.
På kort sigt dvs. inklusive den kommende høstsæson fra oktober til december, forventer virksomheden et betydeligt pres på prisen, men regner alligevel med at kunne klare sig fornuftigt igennem forløbet, og som direktør Niels Dalsgaard udtaler: “Vi har brugt de seneste gode fem år for havbrugene til at konsolidere os og har derfor kræfter til at stå gennem krisen uden at skulle indskrænke produktion og jobs.”