Ny aftale sikrer, at Asnæsværket i fremtiden skal levere grøn energi til Novo Nordisk, Novozymes og fjernvarmekunder i Kalundborg. Ombygningen af Asnæsværket giver en CO2-reduktion, der svarer til den årlige udledning fra omkring 400.000 biler.
Med en ny 20-årig aftale, der netop er indgået mellem Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Forsyning og DONG Energy, er der fundet et bæredygtigt alternativ til Danmarks største kulfyrede kraftværksblok, som dermed bliver i stand til at sende kullene på pension.
“Jeg er rigtig glad for, at vi nu har indgået en aftale om Asnæsværket. Fremtiden tilhører vedvarende energikilder som vind, sol og biomasse. Derfor udfaser vi al brug af kul på vores kraftværker frem mod 2023, og beslutningen, som vi har truffet sammen med vores kunder, er et vigtigt skridt på vejen,” siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy.
Den 20-årige damp- og fjernvarmeaftale indebærer en ombygning af Asnæsværket, hvor et nyt træflisfyret anlæg bliver koblet sammen med de eksisterende anlæg og systemer på værket. Det gør Asnæsværket i stand til fra udgangen af 2019 at kunne levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtig træflis. Dermed fastholder Kalundborg de fordele, der er ved symbiosen mellem kraftværksproduktion, dampforsyning og fjernvarmeforsyning.
“For Kalundborg Forsyning er det væsentligt at få sikret en god og billig fjernvarmeforsyning til kunderne i Kalundborg og samtidig medvirke til omstillingen fra fossile brændsler til en bæredygtig løsning,” siger Hans-Martin Friis Møller, direktør for Kalundborg Forsyning.
Reduktion på 45 procent
Omstillingen fra kul til træflis på Asnæsværket resulterer i en årlig CO2-reduktion på op til ca. 800.000 tons. Det svarer til den årlige CO2-udledning fra mere end 400.000 biler og bidrager dermed markant til Danmarks grønne omstilling.
Desuden betyder ombygningen, at energiforbruget på Novo Nordisks største produktionsenhed i Kalundborg bliver CO2-neutralt, og den samlede udledningen af CO2 fra Novo Nordisks globale produktion bliver reduceret med hele 45 procent.
“Vi er glade for, at vi har fået en aftale, der sikrer en stabil forsyning af damp og fjernvarme mange år frem i tiden. Det er vigtigt for os, at denne energi bliver fremstillet på basis af biomasse frem for kul, da det miljømæssigt er en langt bedre løsning og har en konkurrencedygtig pris. Aftalen understøtter symbiosesamarbejdet i Kalundborg og er endnu et godt eksempel på, hvordan godt partnerskab og dialog kan skabe stærke resultater til glæde for alle parter. I Novo Nordisk har vi allerede omlagt vores strømforbrug i størstedelen af produktionen til grøn strøm fra vindmøller. Konverteringen til grøn damp og fjernvarme understreger Novo Nordisks fokus på at have en bæredygtig produktion,” siger Henrik Wulff, koncerndirektør for global produktion i Novo Nordisk.
Foruden Danmark har Novozymes også produktion i fx USA, Kina og Brasilien, og selskabets biologiske løsninger hjalp i 2016 dets kunder til at opnå CO2-reduktioner på 69 millioner tons. Jesper Haugaard, Vice President i Novozymes, siger:
“Vores produkter bidrager til at løse verdens store problemer som klimaudfordringen. Gennem mange år har Novozymes også investeret i at nedbringe påvirkningerne fra vores egen produktion. Vi får strøm fra vindmøller, og i disse år foretager vi også betydelige miljøinvesteringer, blandt andet i et nyt biogasanlæg. Med projektet hér slutter cirklen, så al vores el, varme og damp i Kalundborg vil komme fra andre kilder end kul og olie. Aftalen sikrer en stabil leverance af damp til vores produktion på konkurrencedygtige vilkår, og på den måde er projektet også med til at sikre en effektiv produktion i Kalundborg med gode jobs”.
Træflisen til Asnæsværket vil hovedsageligt komme fra restprodukter som grene, kviste og udtyndingstræer, og alle leverandører skal sikre, at flisen kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor skovene bliver genplantet, og biodiversiteten beskyttes.
Ombygningen af Asnæsværket begynder i løbet af sommeren 2017, og værket forventes at være klar til produktion på træflis ved udgangen af 2019.