Bogreception på Kalundborg bibliotek i anledning af udgivelsen af bogen Carmen Curlers – Da papillotterne blev elektriske
Søren E. Jensen har skrevet bogen ”Carmen Curlers: Da papillotterne blev elektriske.” Det er første bind i en planlagt serie om virksomhedseventyret Carmen Curlers. Andet bind forventes at udkomme efteråret 2023. Fejringen af første bind sker ved en reception: Reception i anledning af bogudgivelsen Carmen Curlers ved forfatter Søren E. Jensen. Fredag den 24. marts kl. 15.30-17.00 på Kalundborg Bibliotek, Klostertorvet 2, Kalundborg.
Bogforlaget Momenta og biblioteket er sammen værter og byder på kaffe, te, lidt bobler og snacks. Kom forbi og få en snak med forfatteren, køb bogen og få den signeret ved samme lejlighed. Mød bare op.
Ingen tilmelding. Baggrund for bogen: Efter DR’s serie om Carmen Curlers fra 2022 kender mange til historien om hvordan Arne Bybjerg ofrede både sin formue og sit ægteskab for at få succes med sine nyopfundne elektriske papillotter. Men færre ved at hans karriere på mange måder var et bedrag, og at der faktisk var hold i det, når de lokale i Kalundborg kaldte Bybjerg for “Fiduskrøllen”. På basis af interviews, mangeårig research og en systematisk gennemgang af Det Kgl. Biblioteks arkiver fortæller Søren E. Jensen – manden bag DR’s Carmen-serie – den utrolige historie om en lokal radio- og tv-forhandler som måtte lyve og låne sig frem, indtil han takket være cykelrytteren Willy Bechmann omsider brød igennem med sit krølleapparat. Det er også fortællingen om frygten for kommunisternes bly midt i junglen, en nærdødsoplevelse nytårsaften, en libanesisk prinsesse, en gul Rolls-Royce og et bryllup så overdådigt at Holbæk aldrig før eller siden har set magen.
Søren E. Jensen, født 1965, er teolog, forfatter og radiomedarbejder hvor han navnlig har beskæftiget sig med Polen, musik og cykelsport. Som journalist på Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad blev han af en læser i 2010 opfordret til at skrive om Carmen Curlers, hvad der kom en lang artikelserie ud af, som senere blev samlet i en bog. Bogen inspirerede DR til tv-serien om erhvervseventyret. Carmen Curlers, Da papillotterne blev elektriske, er en ny og grundig dokumentarisk skildring af den sande historie om Carmen Curlers storhed og fald.