Der er netop udkommet nationale anbefalinger til etablering af lokale partnerskaber til videreudvikling af folkeskolen.
I Kalundborg Kommune er man klar.

Der er netop udsendt nationale anbefalinger om udviklingen af den lokale folkeskole. Inspirationen er det nationale partnerskab ”Sammen om Skolen”. De nationale anbefalinger er:

  1. Skab en lokal version af ”Sammen om skolen”-samarbejdet med en bred repræsentation.
  2. Drøft eventuelt et fælles værdigrundlag og rammer for samarbejdet.
  3. Skab et fælles rum for refleksion og nytænkning.
  4. Brug samarbejdet til at drøfte udfordringer og pege på løsninger.
  5. Sørg for at inddragelsen og samarbejdet opleves som legitimt.

I Kalundborg Kommune har man de seneste to år allerede arbejdet i overensstemmelse med de dugfriske nationale anbefalinger i et lokalt partnerskab. Det er en god forberedelse til at tage imod den nye folkeskolereform, som trinvist træder i kraft fra næste skoleår.

Mette Buhr Andersen, som er BUPL fællestillidsrepræsentant i Kalundborg, fortæller, at ”det er virkelig en styrke med den inddragelse, som karakteriser folkeskolerne i Kalundborg Kommune”.

Formand for den lokale skolelederforening Kevin Sølvsten Meier uddyber: ”Det er modigt med et fælles værdigrundlag med tillid til hinanden, hvor vi med vores forskellige hatte kan tale sammen, dele erfaringer og udvikle folkeskolen indenfor de lokal- og nationalpolitiske rammer”.

Tour de Folkeskole

Ved etableringen af det lokale partnerskab ”Sammen om Skolen” i Kalundborg Kommune i 2022 inviterede parterne sig med til et personalemøde på hver enkelt folkeskole: ”Formålet med at besøge skolerne er fælles refleksion og nysgerrighed på, hvordan blandt andre lærere og pædagoger lykkes med deres indsatser for bedre trivsel og læring for eleverne”, forklarer Bo Christiansen, der er skolebestyrelsesformand på Høng Skole og en del af forældrerepræsentationen i partnerskabet. Han fortsætter: ”Det har givet mulighed for både at udarbejde en række løsningsforslag til Kommunalbestyrelsen og samtidig udarbejde et flerårigt kompetenceforløb til alle folkeskolerne som del af den nye folkeskolereform”.

Formanden for Kalundborg Lærerkreds, Randi Stokholm Hansen, deler samme betragtninger: ”Efter at have besøgt de enkelte folkeskoler på vores Tour de Folkeskole, så kan vi se en række temaer gå igen. De fagprofessionelle ved godt, hvad der virker. Det er derfor positivt, at også den nye folkeskolereform giver plads til faglig frihed, lokalt ejerskab og fælles forpligtigelser”.

Vigtigt at have alle parter med

Grundstenen i ”Sammen om Skolen” er, at folkeskolens parter involveres i drøftelser om både udfordringer og mulige løsninger. Her spiller elevrådene også en rolle, fortæller tidligere fælleselevrådsformand Laurits Steengaard: ”Vi i fælleselevrådet ved, hvad eleverne synes er vigtigt. Det er også vigtigt for fælleselevrådet at være med i ”Sammen om Skolen”, fordi vi ved, hvad der er fylder i elevernes hverdag”.

Skolebestyrelsesformanden på Høng Skole, Bo Christiansen, er enig: ”Det er vigtigt med en bred repræsentation, så vi i fællesskab kan skabe den bedste folkeskole”. Fællestillidsrepræsentant Gitte Olsson fra FOA i Kalundborg Kommune supplerer afsluttende: ”Selvom Kalundborg Kommune har velkendte udfordringer på folkeskoleområdet, så er det positivt, at vi i fællesskab på mange måder er langt fremme i nytænkningen i samarbejde og løsninger”.

Pressefoto