Absalon har fået en bevilling på 65 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at drive et biotek projekthus (Biomanufacturing Project House) i Kalundborg. I tillæg til fondsbevillingen finansierer Novo Nordisk A/S en helt ny bygning, der skal rumme de nye aktiviteter. Projekthuset opføres side om side med Absalons kommende campus i Kalundborg, der står færdigt i efteråret 2021.
Det nye projekthus skal tiltrække kandidatstuderende fra universiteterne, der vil gennemføre deres kandidatprojekter i Kalundborg i samarbejde med områdets virksomheder. Huset skal herudover rumme aktiviteter for Absalons diplomingeniørstuderende. Ambitionen er at skabe et stærkt virksomhedsnært uddannelsesmiljø, og at styrke samspillet mellem universiteternes studerende, undervisere og forskere på den ene side og biotekvirksomhederne i Kalundborgområdet på den anden side.
”Det er både med glæde og stolthed, at Absalon modtager bevillingen fra Novo Nordisk Fonden og finansieringen fra Novo Nordisk A/S. Jeg er sikker på, at Biomanufacturing Project House vil styrke Kalundborgs allerede stærke position inden for biotekproduktion”, siger Camilla Wang, rektor for Absalon.
Et attraktivt studie- og forskningsmiljø
Det nye Biomanufacturing Project House vil danne ramme om cirka 15 kandidatprojekter årligt. Det sker i samarbejde med universiteterne på tværs af landet, som samtidig skal sikre en bred tilstrømning af studerende fra hele Danmark. De studerende får tilbudt stipendier på 5-12 måneders ophold i Kalundborg med bolig og adgang til faciliteterne i projekthuset. Samtidig bevarer de tilknytningen til deres universitet.
”Det bliver en meget attraktiv mulighed for kandidatstuderende. De kan lave projekter i tæt samarbejde med Danmarks førende biotek-virksomheder, de får adgang til skræddersyede forsøgsfaciliteter og et godt studiemiljø – og de får tilbudt bolig i området. Virksomhederne får mulighed for at opbygge relationer til potentielle kommende medarbejdere og får bragt ny viden til gavn for produktionsudviklingen ind i virksomheden. Endelig glæder det mig, at Absalons egne diplomingeniørstuderende nu får bedre muligheder for at fortsætte på en kandidatuddannelse uden at skulle flytte væk fra Kalundborg og det netværk af virksomheder, de har lært at kende”, siger Camilla Wang.
Et bredt samarbejde bag initiativet
Ifølge Camilla Wang kan dette nye initiativ kun lykkes, fordi der er en helt særlig vilje og samarbejdsånd blandt alle aktører i og omkring Kalundborg:
”Vi så samme vilje og samarbejdsånd, da det lykkedes at få diplomingeniøruddannelsen til Kalundborg. Dette nye initiativ er skabt af en bred kreds, og det viser den styrke, der allerede er i Kalundborg, som både har skabt en verdensførende industriel symbiose, og som nu skaber næste skridt i at gøre Kalundborg til et hot spot for virksomheder, uddannelsen og forskning inden for biotek-produktion,” siger Camilla Wang.
Byggeriet forventes igangsat allerede i 2021, og de første studerende forventes at påbegynde projektarbejdet allerede i starten af 2022.