Informations- og dialogmøder om Åbne Biblioteker i Kalundborg, Ubby og Gørlev
Kalundborg Biblioteker får “Åbne Biblioteker” på afdelingerne i Gørlev, Ubby og Kalundborg. Borgerne inviteres derfor til Informationsmøder, hvor biblioteket stiller spørgsmålet: Hvad kunne I tænke jer at bruge biblioteket til? For bibliotekernes tilbud bliver bedst i samarbejde med de borgere, der rent faktisk bruger bibliotekerne!
Kalundborg Kommune besluttede i efteråret 2016 at investere godt en halv mio. kr. til etablering af åbne biblioteker i Gørlev, Ubby og Kalundborg, med indvielse maj-måned 2017.
Et ”åbent bibliotek” er – som navnet siger – åbent og tilgængeligt det meste af døgnet.
Der er to slags åbningstider: Betjent og selvbetjent.
I den betjente åbningstid er personalet klar til at hjælpe og vejlede. I den selvbetjente åbningstid kan man bruge huset og låne/aflevere.
Det Åbne Bibliotek har den fordel, at der er længere åbningstider alle ugens syv dage, hvor man fleksibelt kan benytte bibliotekernes automatisering af udlån, aflevering og afhentning af materialer, læsning af aviser og tidsskrifter. Det åbne Bibliotek giver desuden mulighed for at benytte lokalerne til møder og arrangementer, samt bruge pc’er og printe og kopiere. Kort sagt en service-udvidelse til gavn for alle: børn, unge, gamle, foreninger m. fl.
Høng Bibliotek har været Åben Bibliotek siden 2013. I efteråret 2015 blev Svebølle Kvik Bibliotek indviet, hvor der også er mulighed for at hente og aflevere materialer uden for den normale åbningstid. Begge steder har kørt med stor tilfredshed.
Det er derfor en stor glæde for Kalundborg Biblioteker at kunne annoncere, at denne ordning kommer flere borgere i Kalundborg Kommune til gavn.
Dette vil Kalundborg Biblioteker gerne fortælle om på en række Informationsmøder for borgerne. Samtidig er vi meget lydhøre overfor gode ideer og input. Vi vil gerne stille spørgsmålet: Hvad kunne I tænke jer at bruge biblioteket til? For bibliotekernes tilbud bliver bedst i samarbejde med de borgere, der rent faktisk skal bruge bibliotekerne!
Derfor inviteres til Informationsmøder:
GØRLEV BIBLIOTEK 29. marts kl.18.30 – 20.00
KALUNDBORG BIBLIOTEK 3. april kl.18.30 – 20.00
UBBY BIBLIOTEK 6. april kl.18.30 – 20.00 – kl. 17.30 mulighed for tilkøb af spisning ved Hvidebæk Lokalråd
Aftenens program er:
Information og oplæg på storskærm, dialog og rundvisning på biblioteket.
Der vil være kaffe, the og vand – og lidt sødt til tanden.
Arrangementet er for alle, og det er gratis.
Men da der er begrænset adgang ved døren, så tilrådes tilmelding via kalundborgbib.dk
Informationsmødet i Ubby
Hvidebæk Lokalråd har tilbudt at bidrage yderligere til Informationsmødet i Ubby d. 6. april, ved at arrangere fællesspisning kl. 17.30.
Menuen er gl. oksesteg m/perleløg, bønner, asier og sovs og kartofler til 75,- for voksne og 40,- for Børn u/12. Medlemmer af Hvidebæk Lokalråd: voksne 65,-
Tilmelding til dette via kalundborg.dk eller oplevhvidebaek.dk
Ønskes kun deltagelse til Informationsmødet kl. 18.30 er dette stadig gratis.
Børn er velkomne, idet der er åbent ind til Ubby biblioteks børnehjørne, hvor der er masser af børnebøger og legetøj.
Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg biblioteker har i 2 år haft et formaliseret samarbejde omkring udviklingen af Ubby bibliotek og Forsamlingshus. Flere frivillige har aktivt bidraget med afholdelse af udstillinger, arrangementer for børn og voksne og har endda holdt ekstra åbent i ferier og på lørdage. Samarbejdet med Hvidebæk Lokalråd har mærbart øget kvaliteten af biblioteks- og kulturtilbuddene i Ubby, og er et eksempel på hvordan lokale kræfter kan hjælpe med at løfte kulturtilbuddene.
Undskyld vi roder – vi gør klar til De Åbne Biblioteker!
For at gøre klar til det Åbne Biblioteker, er der behov for ændring i indretningen på bibliotekerne. Vi er allerede i gang med den store omflytning i Gørlev, Ubby og Kalundborg. Der skal gøres klar til kameraer og automatisk adgangskontrol med sygesikringsbevis. Alt dette er nødvendigt for at gøre bibliotekerne trykke og fleksible for både nuværende og kommende brugere. Det bliver rigtigt godt når alt er færdigt.
Vi håber på, at vi på informationsmøderne kan få nogle gode input med på vejen fra vores borgerne, som vi kan bruge i den fremtidige indretning.