Den 4. februar afholdes det fjerde og sidste løb denne sæson af DGI Crossløb ved Kattrup Gods, hvor Høng GF Løbeklub er værter.
I løbet af vinteren har op mod 800 løbere kæmpet på bakker, i mudder og på stier i det midt- og vestjællandske, når DGI sammen med lokale løbeklubber har inviteret til crossløb. Nu er turen kommet til skovene omkring Kattrup Gods, hvor Høng GF Løbeklub er klar til at sætte et festligt punktum.
“Den skal have fuld gas til det sidste løb i sæsonen. Vi har kræset om ruterne og rammerne, hvor godset har åbnet op, så man efter løbet kan få varmen, købe noget godt til ganen og nyde medaljeoverrækkelsen. Her kommer den olympiske marathon-løber Abdi Hakin Ulad og deler medaljer ud”, siger Christina Otto Jensen, der er løbekonsulent.
Vi tager pusten fra dig
Ruterne er i skovene omkring Kattrup Gods, hvor brede grusveje, kuperet terræn og to udfordrende bakker venter på løberne.
“Mudder har vi ikke meget af, men vi har brede grusveje, mange småbakker og et par store skrænter, som med garanti vil tage pusten fra de fleste”, siger Ove Pedersen fra Høng GF Løbeklub og fortsætter:
“Når det er sagt, så vil jeg gerne opfordre så mange som muligt til at tage en pause fra asfalten og komme ud i vores terræn. Det er sjovt at prøve noget nyt, og vi har gode hjælpere klar ude på ruterne til at heppe og vise vej”.
Distancer for de fleste
DGI Crossløb byder på tre distancer – 3, 6 og 9 km for at sikre, at så mange som muligt kan være med. Det kræver ikke særligt udstyr at være med i crossløbene, men nogle løbere er glade for trailsko, der kan gøre det nemmere at komme gennem fedtet og glat terræn om vinteren.
“Crossløb og trailløb kan hurtigt udvikle sig til noget, der kun er for løbere i rigtig god form. Vi vil også give begyndere og mindre erfarne løbere chancen for at komme i gang, derfor har vi tre distancer. Udstyr skal heller ikke være en barriere, så vi har lavet en aftale La Sportiva, så man gratis kan prøve at løbe i et par rigtige trailsko. Det er først-til-mølle, så kom i god tid”, siger Christina Otto Jensen.
Stigende popularitet
DGI Crossløb har flere år på bagen, men interessen for at vinke farvel til asfalten og sige goddag til grus, mudder og bakker er stigende. Løbene bliver afviklet fire forskellige steder på Sjælland i løbet af vinteren i samarbejde med lokale løbeklubber, som har været tæt på udsolgt med knapt 800 løbere hver gang.
“Vi oplever en stigende interesse for den her type løb, hvor det ikke kun handler om distancen men også om oplevelsen på turen. I vores crossløb er underlaget skiftende, og det udfordrer både puls og teknik. Det er en oplagt måde at prøve kræfter med nye ruter, hvor man ellers ikke ville komme ud at løbe i det midt- og vestsjællandske”, siger Christina Otto Jensen der er løbekonsulent hos DGI.
Tid og sted
Du kan stadig tilmelde dig løbet, ligesom det også er muligt at tilmelde sig på dagen, såfremt det ikke er udsolgt online. Tjek www.dgi.dk/sjaelland/crossloeb.
kl. 12.00: ca. 3 km
kl. 12.40: ca. 6 km og ca. 9 km (i heats med de hurtigste løbere forrest)
Kl. 14.15: (ca.) Afslutningsevent og medaljeoverrækkelse på Kattrup Gods