Nu bliver det lettere at få overblik over det, man kan opleve i Kalundborg Kommune. Kultur og Fritid lancerer i dag hjemmesiden www.oplevkalundborg.dk – en ny digital indgang til kultur- og fritidslivet i hele kommunen.
Den nye platform er udviklet af Kultur og Fritid som led i en større indsats for at styrke synligheden og tilgængeligheden af kommunens mange oplevelsesmuligheder – både for borgere, gæster og de aktører, der skaber indholdet.
Hjemmesiden er blandt andet et konkret resultat af den kulturanalyse og kulturkonference, som Kultur- og Fritidsudvalget igangsatte og afviklede i 2024. Analysen viste tydeligt, at der er behov for øget synlighed, og på konferencen blev det også drøftet, at der var ønske om én samlet digital indgang til kommunens arrangementer og oplevelser.
”Kalundborg har et levende og mangfoldigt kultur- og fritidsliv, skabt af engagerede borgere og aktører. Med Oplev Kalundborg giver vi nu alle én samlet indgang, der giver overblik, gør det lettere at finde og dele oplevelser – og inspirerer på tværs af hele kommunen. Det er et konkret resultat af borgernes og aktørernes ønsker, og noget vi i Kultur- og Fritidsudvalget er stolte af at kunne præsentere sammen.” – Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.
Én indgang – tre veje til oplevelser
På Oplev Kalundborg er indholdet opdelt i tre hovedspor:
Kultur: Fra gallerier til store events
Kulturdelen af den nye hjemmeside giver et samlet overblik over Kalundborgs mange kulturelle tilbud – både for den kulturinteresserede og for den nysgerrige. Her finder man beskrivelser af kunst i bybilledet, oversigter over gallerier og kunsthåndværkere, og indblik i byens kulturelle mødesteder som museer, biografer, svømmehal, biblioteker og spillesteder. Siden fremhæver også de større tilbagevendende kulturarrangementer og festivaler i kommunen.
Outdoor: Oplevelser i det fri
Under outdoor-sektionen kan man gå på opdagelse i Kalundborgs mange naturoplevelser. Her finder man både tekst og billeder, der præsenterer alt fra vandreruter og cykelstier til strande, skove og aktivitetspladser. Med det interaktive outdoorkort kan brugere nemt finde frem til oplevelser under åben himmel – uanset om man leder efter et sted til picnic, en motionsrute eller et godt spot til fuglekig.
Kulturkalender: Ny, forbedret og klar til brug
Den velkendte kulturkalender har fået et markant løft – både visuelt og funktionelt – og er nu blevet en central del af den nye platform. Kalenderen gør det let for brugerne at få overblik over kommende arrangementer og aktiviteter i hele kommunen. Samtidig er den blevet mere attraktiv, og enkel for arrangørerne at bruge.
Det er arrangørerne selv, der står for at oprette og vedligeholde indholdet, og redaktionen bag håber, at kalenderen fremover bliver den naturlige indgang til kulturarrangementer i Kalundborg Kommune.
En hyldest til dem, der får det til at ske
Kalundborgs kulturliv bæres af ildsjæle – foreninger, arrangører og frivillige, som hver dag skaber fællesskab og liv. Den nye platform er skabt som et synligt udstillingsvindue for netop deres indsats.
Billedsiden er udviklet i tæt samarbejde med både professionelle fotografer og lokale aktører, der har delt egne billeder. Resultatet er en ærlig og mangfoldig visuel fortælling om Kalundborg – set fra mange perspektiver.
“Vi har haft fokus på at gøre siden enkel og inspirerende at bruge – både for dem, der leder efter konkrete arrangementer, og dem, der bare er nysgerrige. Vi håber samtidig, at siden bliver en synlig hyldest til det engagement, der allerede findes i hele kommunen. Det er version 1.0, og vi glæder os til at udvikle videre sammen med brugerne.” – Redaktionen bag Oplev Kalundborg.
Vi hører gerne fra dig
Oplev Kalundborg er lanceret i en første version og vil løbende blive forbedret. Finder du fejl, har du idéer, eller vil du give feedback, kan du skrive til: oplev@kalundborg.dk
Bag Oplev Kalundborg står:
Kultur- og Fritidsudvalget: Hans Erik Munk, Esben Hansen, Jacqueline Hersing, Mustapha Badr, Aase Due
Redaktionen bag Oplev Kalundborg: Julie Cebula, Cathrine Sinding