Aktivitetsdag for børn på lørdag d. 5. oktober kl. 10.00 om Vikinger og Valhalla i Åmosen, Tissø Viking
Velkommen til en lærerig og sjov dag i vikingernes og tegneserien Valhallas tegn.
Fugledegaard sætter rammerne for en oplevelsesrig formiddag, hvor børn på 6-12 år kan prøve kræfter med både tegnekunst og runeristning. I selskab med tegneren Peter Madsen vil børnene blive ført igennem dele af Valhallas tegnede univers, og selv få lov til at tegne og komme med deres egne kreative bud på nordiske gudebilleder.
Sammen med Åmosens naturvejleder taler vi også om runealfabetet og de tilmeldte børn får mulighed for at riste deres egen runebrik, som de selvfølgelig får med hjem.
Efter arrangementet er der mulighed for at gå på opdagelse i formidlingscenterets museumsudstilling og butik, og ligeledes indbyder naturområdet ved Fugledegaard til at bruge eftermiddagen på egen hånd, med både interaktive fortælle-steder, fugleskjul, afmærket offersted og udsigtstårn.
Om Peter Madsen:
Peter Madsen (f. 1958) er tegner, forfatter, filmskaber og foredragsholder. Han fik publiceret sine første striber som 15-årig og har tegnet lige siden. Mest kendt er han for den ikoniske tegneserie Valhalla, der har solgt mere end 500.000 eksemplarer i Danmark og er oversat til 10 sprog.
Arrangør er Kalundborg biblioteker der sammen med Naturpark Åmosen, Holbæk – og Sorø Biblioteker har indgået samarbejde omkring formidling af natur, historie og litteratur.
Billetter:
Alle børn skal have billet, der bestilles via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”. Af pladshensyn henstiller vi til at hvert barn med billet kun har én voksen ledsager med.
Tilmeldingsfrist d. 04.10.24
Praktiske oplysninger
Forplejning:
Biblioteket byder på en juice og lille snack til børnene, samt kaffe/the og lidt sødt til børnenes voksne ledsagere.
Man er velkommen til selv at medbringe mad og drikke og nyde det på de dertil indrettede steder.