Et nyt 2-årigt samarbejdsprojekt mellem Professionshøjskolen Absalon og Kalundborg Kommunes folkeskoler skal styrke de yngste elevers tal- og algebraforståelse. Projektet er støttet finansielt af LEO Fondet.

Med finansiel støtte fra LEO Fondet har Professionshøjskolen Absalon og alle folkeskolerne i Kalundborg Kommune indgået et 2-årigt samarbejdsprojekt med navnet PÅ SPORET, hvis mål er at styrke tal- og algebraforståelsen hos 2.klasseselever. I løbet af projektet skal ressourcepersoner og matematiklærere fra skolernes 2. klasser udvikle og afprøve to forskellige undervisningsforløb, der har fokus på regnestrategier og algebraisk tænkning. Her spiller lærerne fra skolerne en central rolle, forklarer docent i matematikkens didaktik og projektleder ved Professionshøjskolen Absalon Charlotte Krog Skott:

Projektet fokuserer på et centralt indhold i matematik nemlig talforståelse, regnestrategier og algebra. Med inspiration i to såkaldte læringsspor, der beskriver en progression i indholdet, skal vi udvikle undervisningsforløb i tæt samarbejde med lærerne. Det er vigtigt, at vi får skabt forløb, der kan bruges i virkeligheden. Tanken er, at lærerne skal afprøve forløbene, og at vi sammen retter dem til, så de dernæst kan bruges af andre lærere på andre skoler”.

Projektets to undervisningsforløb tager udgangspunkt i resultater fra forskning om elevers læring af tal, regnestrategier og algebraisk tænkning. Jo bedre eleverne forstår tal og algebra, jo bedre klarer de sig generelt i matematik, fortæller Charlotte Krog Skott:

Undersøgelser og prøver viser, at danske elever er udfordret i forhold til tal og algebra, og det vil vi gerne gøre noget ved. Hvis elever udvikler en robust forståelse af tal og algebra, klarer de sig typisk også bedre generelt i matematik. Men det er samtidig vigtigt, at vi får skabt forskellige indgange til faget, så flest mulige elever kan få glæde af matematikundervisningen”.

Martin Lorentsen er matematikvejleder på Tømmerup Skole, og han glæder sig til at komme i gang med projektet:

Jeg håber, at vi kan være med til at skabe den røde tråd i noget af det, vi ved er rigtig svært for mange af vores elever. Det har vi arbejdet med i matematiknetværket her i kommunen, men med PÅ SPORET har vi fået flere værktøjer til netop det. Og så er det også rigtig godt med samarbejdet mellem skolerne, synes jeg”.

I løbet af foråret og sommeren udvikles de to undervisningsforløb, og planen er, at lærerne efter sommerferien og et år frem afprøver forløbene i deres undervisning. Herefter justeres og udgives undervisningsforløbene digitalt og stilles gratis til rådighed. I løbet af de to år projektet varer, mødes konsulenter fra Professionshøjskolen Absalon med lærere og ressourcepersoner fra Kalundborg Kommunes folkeskoler et antal gange for at udvikle, sparre, se og reflektere over undervisningen og dele erfaringer.

Pressefoto