Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune afsatte sidste år midler til de kommunale skolebestyrelsers arbejde med blandt andet trivsel og sunde børnefællesskaber. Som led i det arbejde var alle skolebestyrelser derfor inviteret til en temaaften med fokus på analoge fællesskaber og flertalsmisforståelser
Som en del af Børn- og Familieudvalgets fokus på at styrke skolebestyrelsernes arbejde og for at opkvalificere de frivillige forældres arbejde med skolerne var alle forældrerepræsentanter i sidste uge inviteret til en temaaften med fokus på trivsel og oplæg fra blandt andre centerleder på Center for Ungdomsforskning Søren Østergaard. Centerlederen fokuserede blandt andet på det faktum, at flere og flere elever i hele landet desværre oplever at have færre og færre analoge fællesskaber og på, hvor vigtigt det er at have voksne i skolen, man som elev er tryg ved. En pointe, der nikkes til af viceskoleleder på Hvidebækskolen Line Hjorth Christensen:
”Vi skal tage ansvar og være med til at skabe rammer for givende relationelle fællesskaber, hvor der er plads til den enkelte. Det skal være åbenlyst, at alle kan fejle, og at alle synes, at ting kan være svære eller udfordrende i perioder. Man er ikke alene med sine tanker om livet og om det at være ung med alt, hvad det indebærer. Livet er ikke perfekt – det er helt normalt at overgange er svære, og at forandringer skaber utryghed, men det går over”.
For Christian Bechsgaard, der er skolebestyrelsesformand på Hvidebækskolen er det vigtigt med fokus på trivslen og inspiration til, hvordan bestyrelserne lokalt kan arbejde med emnet:
”Det var to meget gode og relevante indlæg for vores bestyrelse. Det var meget spændende både at høre om skolebestyrelsernes muligheder, men også indlægget om trivsel ramte plet i forhold til de udfordringer, de unge slås med”. En af de udfordringer, de unge slås med, er ifølge Søren Østergaard de såkaldte flertalsmisforståelser, hvor den unge har en forkert opfattelse af, hvad flertallet i eksempelvis en vennegruppe egentlig gør eller mener, og derfor lader sin adfærd styre af en forkert forestilling og ikke nødvendigvis af egen lyst.
Som formand for Kalundborg Kommunes Børn- og Familieudvalg står Henriette Ergemann i spidsen for arbejdet med trivslen på folke- og specialskolerne i kommunen, og for hende handler det i høj grad om at se skolebestyrelserne som medspillere, når kampen mod mistrivsel skal vindes:
”I disse tider ser vi desværre unge i mistrivsel på vores skoler. Derfor er det også rigtig rart at se frivillige forældre, der som en del af en skolebestyrelse vil gøre en ekstra indsats for vores børns skolegang. Skolebestyrelsen er broen mellem skole og hjem, og fordi trivsel ikke kun er vigtig mellem kl. 8 og 15, når eleverne er i skole, er det vigtigt, at vi inddrager skolebestyrelserne og deres kendskab til de enkelte skoler og lokalområderne. Derfor tager vi i udvalget også de meldinger, vi får fra bestyrelserne, seriøst”. Og så håber udvalgsformanden, at skolebestyrelserne på sigt kan lære af hinanden og udveksle erfaringer: ”Vi tager med os, at vi hele tiden skal holde hinanden op på, at vi skal engagere os i vores børns skolegang, og så er det mit håb, at skolebestyrelserne kan sparre med hinanden og dele viden – for vidensdeling er ofte nøglen til succes”, afslutter hun.