Redaktionen har modtaget dette fine digt fra fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Mit haveskur er fyldt med mange ting.
Jeg stopper op og ser mig lidt omkring.
Jeg burde egentlig rydde op igen,
men tænker slap dog af min kære ven,
det meste skal du bruge, når engang det bliver vår,
det tænker jeg og smutter ud og går.
Men hov, der var vist noget, jeg overså.
Min plæneklipper skal ha’ olie på.
Den står ved trillebøren i sit hi
med dunken fyldt med motorolie i.
Jeg snupper dunken og får øje på min gamle ven
og sætter dunken hen på plads igen.
Min gamle cykel hænger i mit skur,
og ligner mest en rusten jernskulptur.
Jeg tænker på at smide cyklen væk,
men pumper så de gamle, tørre dæk
og fræser hen ad vejen som, da jeg var seksten år,
dengang man kaldte mig et lækkert skår.
Jeg cykler rundt på skovens smalle stier
og ser en yndig kronhjort med gevir.
Den kigger skræmt fra skovens bakketop,
jeg træder til og sætter farten op.
To ældre damer overhaler mig, og jeg bli’r sur
og sværger, det her bli’r min sidste tur.
