Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Når jeg kigger på horisonten i det fjerne;
ganske kort og lukker mine øjne i.
Så slår farverne sig ned i min hjerne,
og de blandes i et smukt maleri.
Der er træer, der er marker, der er skoven
alt det, jeg har mødt gennem hele mit liv,
og jeg synes, jeg hører fuglesang fra oven,
det må være livets smukkeste motiv.
