Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Der er mange søde piger, der er store, der er små,
men mit barnebarn på fire, kan få hjertet til at slå.
Hun kan få mig til at kravle rundt på gulvet som en kat,
mens hun leger, hun er farfar med min jakke og min hat.
Så, nu er hun ganske stille, og jeg sidder i min stol,
men nu står hun der den lille, mens hun stråler som en sol.
For nu spiller hun på tromme på mit brille-etui,
mens hun råber, jeg skal brumme som en farlig humlebi.
Jeg har fået ondt i nakken og vil snuppe mig en lur,
men nu står hun der med frakken og vil ud at gå en tur!
Ja, hvad pokker skal man gøre, jeg kan ikke stå imod
– op i vognen ud at køre skønt det værker i min fod.
Blæsten bider mig i panden, jeg vil hjem, det bliver skønt.
Der er kaffe nok på kanden, der er nok af frugt og grønt.
Men – ak nej, nu vil hun løbe, så nu leger vi tagfat,
mens jeg puster, kan jeg røbe, hun er farfars lille skat.
