Kom og være med, når Liv i Forsamlingshusene åbner dørene i Svallerup Forsamlingshus til en aften i evolutionens tegn. Du inviteres til en aften med fællesspisning og foredrag med den altid underholdende Anders Kofoed.
Torsdag den 24. februar 2022 kl. 18:00-21:30 har du mulighed for at komme med på en evolutionær tour de force – fra slimklat til sofadyr – når Anders Kofoed tager os med på en guidet tur gennem 3.8 milliarder års udvikling. Her vil du blandt andet høre om, da den første forfader fik sin anus – en opfindelse, der ændrede verden. Om, da en fortidig kvinde begyndte at svede mælk og mange andre akavede øjeblikke i vores slægtshistorie.
Du kender sikkert Anders Kofoed fra ”Go’ Morgen Danmark” på TV2, hvor han fra tid til anden optræder i sit virke som biolog. Derudover har han også været gæst på familien Beha’s mange eventyr, hvor han deler ud af sin levende og allestedsværende interesse for naturen. Kun få mennesker formår at beskrive dyret i mennesket og mennesket i dyret så levende og underholdende som Anders Kofoed, hvilket også lægger stilen for ham som foredragsholder. I Anders’ nyeste bog “Meningen med Livet” fra 2021, fortæller Anders om det forunderlige dyr, som i eget billede er planetens allervigtigste: mennesket.
Kunne du tænke dig at være med til dette arrangement, så skal billetterne bestilles senest den 21. februar via tlf. 24847067, eller pr. mail: svallerupforsam@gmail.com.
Betaling sker ved tilmelding på MobilPay: 37712. Prisen pr. billet er 150,- kr. for foredraget og 275,- kr. for foredrag og spisning. I pausen er det muligt at købe drikkevarer, the/kaffe og kage. Fællesspisningen begynder kl. 18:00 og Foredraget går i gang kl. 19:30.
Aftenens arrangement sker i samarbejde med Svallerup Forsamlingshus og Liv i Forsamlingshusene. Du kan læse mere om Svallerup Forsamlingshus her; www.svallerupforsamlingshus.dk