Flere end otte ud af ti brugere af flextrafik er overordnet tilfredse eller meget tilfredse med Movias flextrafik i 2021. Det fremgår af den årlige kundetilfredsheds-undersøgelse af flextrafik, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for Movia.
Langt de fleste kunder – 83 pct. – er overordnet tilfredse eller meget tilfredse med Movias flextrafik. Alle syv kørselsordninger under flextrafik lever op til målsætningen om, at mindst 80 pct. af brugerne skal være tilfredse eller meget tilfredse.
Den årlige undersøgelse ligger på niveau med resultaterne i 2018 og 2019, hvor andelen af tilfredse/meget tilfredse kunder lå på henholdsvis 82 og 84 pct. Sammenligner man med 2020, hvor kundetilfredsheden var ekstraordinær høj, er der sket et fald på fem procentpoint fra sidste år til i år.
Movia spørger blandt andet om kundernes tilfredshed med chaufførens service og kørsel, om man bliver afhentet og ankommer som aftalt, om kunderne føler de har en tryg og sikker rejse, og om flexbilerne fremstår rene, vedligeholdt og sikre. Og trods et mindre fald i tilfredsheden konkluderer Megafon, at brugerne sætter stor pris på eksistensen af kørselsordningerne.
Kundetilfredsheden er faldet, bl.a. fordi rettidigheden været under pres i 2021. Det skyldes, at det er blevet vanskeligere for operatørerne at rekruttere chauffører.