Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/11/10 til 2021/11/23.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i landejendom – Hallenslevvej, Gørlev Sjælland – Kalundborg
Kl. 16.57 kom et alarm opkald om brand i en landejendom i to plan. En 71-årig mand havde tændt op i kakkelovnen i stuen og var faldet i søvn på sofaen. Han blev vækket af røg og brand fra kakkelovnen og forsøgte selv at slukke ilden, men forgæves. Branden bredte sig hurtigt og der var kraftig røg i huset. Den 71-årige kom selv ud af huset, og en nabo slog alarm.
Politi og redning kørte til Gørlev, hvor huset brændte kraftigt, og ilden havde spredt sig til taget. Den 71-årige mand blev kørt med ambulance til tjek for røgforgiftning og indlagt til observation, men han var ikke kommet noget alvorligt til. Ilden blev slukket, men huset blev totalskadet, så beboeren måtte genhuses. Politiet undersøger nu branden nærmere for at forsøge at fastslå brandårsagen. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt omkring branden.
Færdselsuheld – Hallas Alle, Kalundborg
Kl. 06.31 mandag morgen rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, idet en bil og en cyklist var stødt sammen.
Det viste sig, at en 47-årig mand fra Gørlev i en personbil var kørt ud fra en parkeringsplads og i den forbindelse havde ramt en 60-årig mand fra Kalundborg, der kørte på cykel. Cyklisten væltede og slog sig, men havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader, da han blev tilset på skadestuen. Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at vigepligtsbestemmelserne i færdselsloven kan være overtrådt.
Surfer i nød – Kalundborg fjord, Kalundborg
Kl. 15.51 og i minutterne derefter fik politiet via alarm 112 flere henvendelser om, at en windsurfer på Kalundborg fjord formentlig var i nød. Der var en formodning om, at surferens mast måske var knækket, så surferen ikke kunne sejle i land.
En redningsindsats blev iværksat, så Forsvaret ville sende en redningshelikopter til området, ligesom det lokale redningsberedskab ville sætte en båd i vandet.
En politipatrulje kunne se, at surferen var i gang med at padle sig i land, og kort efter kl. ca. 16.00 kunne redningsaktionen afblæses. En 24-årig mand fra Kalundborg var kommet i land i god behold og uden at være blevet nedkølet, idet han havde været iklædt korrekt påklædning. Redningshelikopteren nåede ikke frem til området, inden den blev aflyst.
Flere knallertkørere sigtet – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 17.12 kørte en civil færdselspatrulje til området ved Hvidebæk-hallen for rutinemæssigt at kigge nærmere på, om trafikanter på parkeringspladsen ved hallen kørte uhensigtsmæssigt eller direkte ulovligt.
Færdselspatruljen var i forvejen Jerslev-området for at kigge efter utryghedsskabende knallertkørsel, men fandt ingen knallerter det sted, hvor politiet efter en borgerhenvendelse havde fået oplysninger om utryghedsskabende knallertkørsel. Derefter kørte færdselspolitiet på eget initiativ til parkeringspladsen ved hallen, hvor flere knallerter kørte rundt, uden at de opdagede politiets tilstedeværelse i den civile patruljebil.
Da de forskellige knallertkørere havde henstillet deres knallerter, blev de alle kontaktet af færdselspolitiet, som undersøgte tre knallerter rutinemæssigt for eventuelle fejl og mangler. De tre førere blev også checket, hvilket samlet set gav følgende sager:
En 15-årig dreng fra Jerslev Sj. blev sigtet for at køre på knallert, selv om han ikke havde erhvervet sig et knallertkørekort. Hans knallert manglede at blive registreret, så der var heller ikke nogen lovpligtig ansvarsforsikring på køretøjet. Knallerten blev endvidere målt til at kunne køre med mindst 50 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Endvidere manglede hans knallerten en rød refleks bagpå.
En også 15-årig dreng fra Jerslev Sj. blev sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert, idet knallerten blev målt til at kunne køre mindst 49 km/t mod de højst tilladte 30 km/t.
En tredje 15-årig dreng, men fra Kalundborg havde også kørt rundt på en konstruktivt ændret knallert, idet knallerten blev målt til at kunne køre mindst 46 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Hans knallert manglede også en rød refleks bagpå.
Alle tre sigtede drenge blev gjort bekendt med, at de ud over en bøde for de konstaterede forseelser også kunne forvente en påstand om betinget frakendelse af retten til at føre knallert på grund af de konstruktive ændringer på deres knallerter.
Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Nykøbingvej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 18.23 anholdt og sigtede politiet en 44-årig kvinde fra Svebølle for både spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som hun var fører af. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Også bilens ejer kan forvente at høre nærmere fra politiet, idet bilejeren skal sigtes for at have overladt føringen af personbilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører.
Spirituskørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 23.23 blev en 20-årig mand fra Svebølle anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil. Han blev standset på Esbern Snaresvej i Kalundborg, hvor en alkometertest viste, at hans promille var over det tilladte. Den 20-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter den 20-årige vil høre mere i sagen.
Opmærksom borger fik hjælp frem til nabo i nød – Snertinge, Kalundborg
Kl. 02.13 ringede en bekymret borger i Snertinge ved Kalundborg til politiet, da hun frygtede at der kunne være sket hendes nabo noget. Kvinden havde bemærket, at hendes nabo ikke have trukket sine gardiner for, som han ellers plejede, når han gik i seng. Hans bil holdt i indkørslen, så hun var meget vedholdende om, at han var hjemme og kunne være i nød. Politiets vagtcentral forsøgte at ringe til kvindens nabo, for at høre, om han var ok, men fik ikke kontakt. Et kontrolopkald til sygehuset, for at afklare om manden var indlagt, gav også negativt resultat.
En patrulje blev sendt til adressen for at følge op på anmeldelsen og sikre, at alt var ok. Det skulle vise sig at være en meget vigtig observation, som kvinden i 60′;erne havde gjort hos naboen.
Betjentene fandt naboen, en mand i 60′;erne, liggende på gulvet i huset, hvorfra han ikke selv kunne komme op. Patruljen ringede 112 og fik en ambulance frem for at tilse manden, som blev kørt til tjek på sygehuset. Politiet har ingen oplysninger om, at manden skulle være kommet noget alvorligt til.
Stor ros til den opmærksomme kvinde, der holdt fast i sin intuition om, at noget virkede forkert inde ved siden af og fik hjælp frem til naboen.
Kørsel uden førerret mv. – Kalundborg
Kl. 07.36 ønskede en patrulje at foretage en rutinemæssig kontrol af en personbil, der kørte ad Volden i nordlig retning. Da politiet aktiverede udrykningssignalerne for at bede føreren om standse, valgte føreren i stedet at sætte hastigheden op i et forsøg på at køre fra politiet ad flere veje i den indre del af Kalundborg by. Kl. 07.39 stoppede biljagten dog, idet føreren kørte ind på Slotsvænget, som endte blindt. Her kunne politiet efterfølgende anholde en 27-årig mand fra Lolland som fører af bilen, hvori der også befandt sig en 16-årig ung mand fra Kalundborg som passager. Politiet anholdt også ham for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse, mens politiet undersøgte forholdene især om den 27-årige fører. Han havde ikke noget kørekort og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen. Bilens nummerplader var afmeldt helt tilbage i 2019 og havde dengang siddet på en bil af et andet mærke end den bil, som de nu var monteret på. Da der var uklarhed om den 27-åriges adgang til bilen, fik politiet bilen transporteret til et opbevaringssted, mens ejerforholdet på bilen undersøges nærmere.
Den 16-årige passager blev kort efter løsladt og afhentet af sin far, idet hans rolle i sagen var mindre alvorlig end for føreren, der blev sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven under biljagten. Han blev sigtet for overtrædelse af sin ubetingede vigepligt, kørsel over for rødt lys i to lysregulerede vejkryds samt hensynsløs kørsel ad bl.a. Klosterparkvej, hvor han passerede et vejbump med op til 130 km/t, så bilen fløj ca. en meter op i luften. Bilen endte i modsatte kørebanehalvdel, og føreren var herunder ved at miste herredømmet, men nåede at rette op. Flere gange påkørte føreren også kantsten under sit forsøg på at slippe væk fra politiet.
Den 27-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev afhørt til de mange overtrædelser af færdselsloven, inden politiet løslod ham i løbet af formiddagen. Politiet efterforsker nu videre i sagen, og den 27-årige vil på et senere tidspunkt formentlig blive indkaldt til et retsmøde, når sagskomplekset med de mange overtrædelser skal afgøres.
Hærværk på valgplakater – Kirkebakken, Viskinge, Svebølle – Kalundborg
Kl. 02.59 fik politiet anmeldelse om en mindre gruppe unge, som havde forøvet hærværk på nogle valgplakater i Viskinge ved Svebølle. En af de unge kørte ifølge anmelderen på en knallert uden baglys. En hundepatrulje kørte til området, hvor politiet ved forhøring i området fandt frem til en 14-årig dreng og en 15-årig, som kunne mistænkes for at stå bag. De traf den 14-årige dreng, der blev kortvarigt tilbageholdt og visiteret, hvor patruljen fandt en ulovlig foldekniv med låsbart blad, som de tog fra ham. Drengen kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder, men politiet kørte ham hjem. Drengens forældre og de sociale myndigheder, blev orienteret om sagen. Politiet undersøger nu sagen om hærværket af valgplakaterne nærmere for at afklare, om nogen skal sigtes i sagen.