I år byder Museum Vestsjælland på et sjovt og stort sommerprogram for de mange ferierende familier. Der er masser af mulighed for frisk luft i både Odsherred, Kalundborg og Sorø, hvor der tilbydes oldtidsaktiviteter, ridderskole og gamle sjove lege. Find hele programmet på www.vestmuseum.dk/det-sker/
OBS: Indtil 1. august skal I huske coronapas når I besøger museerne.
Byvandringer, byvandringer, byvandringer!
I løbet af sommeren er der masser af muligheder for at kombinere motion og frisk luft med ny viden. Kom med på en af vores mange by- og havnevandringer. I bestemmer selv om det skal være for voksne eller i børnehøjde – vi har hele paletten. I finder byvandringerne på www.vestmuseum.dk/det-sker/ hvor I også kan købe billet.
Kom med på omvisninger
På Kunstmuseet i Asnæs kan I for øjeblikket nyde kunstner Maja Lisa Engelhardts monumentale malerier og nogle helt nyskabte monotypier. Hele sommeren kan I komme med på omvisning i udstillingen og få et unikt indblik i kunstnerens univers. I har også en enestående chance for at blive vist rundt på Swanernes malergård i Odsherred inden den lukkes ned for renovering i sensommeren.
Kirke, kunst og landskab
Kom med på en af de unikke natur- og kulturrundture i Odsherred – arrangeret af Geopark Odsherred, Odsherred Kunstmuseum og Odsherred Provsti. Oplev kirkerne i landskabet samt livet og kunsten i kirken. Over 8 rundture besøges alle Odsherreds 16 kirker. Museumsinspektør Jesper Seidner Knudsen, naturvejleder Jakob Walløe Hansen og provst Karin Bundgaard Nielsen står bag projektet og vil deltage på alle rundture sammen med den lokale sognepræst. Første tur er allerede løbet ad stablen, men 26. august kan du komme med på næste tur, som går til Dragsholm Slotskirke og Fårevejle Kirker.
Det er sket siden sidst
Museernes succesfulde udendørs app Tidslommen er atter blevet udvidet, denne gang med Middelalderruten. Kommunerne Kalundborg, Sorø, Ringsted og Slagelse har velvilligt støttet projektet og du kan nu komme på tur med korsridderen Åge Hvide (ved Vor Frue i Kalundborg), biskop Absalon (Klosterkirken i Sorø), Dronning Dagmar (Sct. Bendts i Ringsted) og munken Erik (Antvorskov Klosterruin i Slagelse).
Nye særudstillinger
På Kalundborg Museum er der noget både for kunstinteresserede og børnefamilier. Lundbye og venner viser eksempler på både J.T. Lundbyes egne værker, samt vennerne P.C. Skovgaard og L. Frølich. Mig og min by er en udstilling udviklet i samarbejde med børn og viser byen, som børn opfatter den – og der er masser af plads til leg og sjov i udstillingen.