I december fik DONG Energys kulhavn på Asnæsværket et nyt aflastningsanlæg. Herfra skal der losses kul fra skibe, der anløber havnen.
Aflastningsanlægget er en del af moderniseringen af kulhavnen i Kalundborg. Anlægget erstatter to gamle lastekraner. Det nye anlæg er en stålkonstruktion med fem transportører. De skal transportere skibenes last til brændselsopbevaring inden det anvendes på Asnæsværket.
DONG Energy, Asnæsværket, har dermed fået et topmoderne og velfungerende anlæg.
Konstruktionen
Stålkonstruktionen består af 210 tons stål. De fem transportbånd er hhv. 163, 90, 76, 36 og 10 meter lange. I alt er der monteret én km. gummi-transportbånd på anlægget. Hertil kommer galleri, serviceplatforme, omlastestationer og understøtninger.
Losning fra skib til transportør foregår ved, at en grab losser kul ned i en kørende fødekasse, som rummer 48 m3. Anlægget har en kapacitet på 800 tons i timen. Det nye, energioptimerede anlæg gør losningen langt enklere sammenlignet med de gamle kulkraner.
Anlægget bliver således styret af én mand via fjernbetjening.
Fakta
Asnæsværkets blok 2 leverer 142 MW el og op til 233 MJ/s varme til forbrugerne.
Asnæsværket skal fra udgangen af 2018 levere damp, varme og el fra bæredygtig træflis i stedet for kul.
Asnæsværket får bygget et nyt biomassefyret kraftvarmeanlæg, der skal kobles sammen med de eksisterende anlæg og systemer på Asnæsværket.
Renoveringen skal sikre kunderne i Kalundborg en god, billig og bæredygtig forsyning.
Kilde: www.dongenergy.dk