I 2016 udkom Merete Pryds Helles roman ”Folkets skønhed”, som blev den alsidige forfatters gennembrud til en bredere læserskare. Romanen er en smuk socialrealistisk slægtsroman om livet i en fattig landsby på Langeland i 30’erne og under krigen.
Vold og misbrug er dagligdag, mens børneflokken vokser. Hovedpersonen er datteren Marie, som flytter til København og gennem sit ægteskab kravler op ad den sociale rangstige, men aldrig river sig helt fri af sit ophav og sin familie. I ”Vi kunne alt” fra 2018 fortsætter Merete Pryds Helle fortællingen om Marie, men i denne roman er pigen Marie blevet en voksen biperson i Fru Pryds og nabo til pigen Merle, der har en veninde, der hedder Merete…
Denne roman er et medrivende og præcist tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70ere. Pryds Helles fortælling minder os om, at selvom man har fået råd til både parcelhus og familiebil, er det ikke sikkert, man kan alt. Livet i de nye forstæder og forventningerne til børnene resulterer i helt andre udfordringer for bogens hovedpersoner.
Merete Pryds Helle inviterer publikum med bag kulissen og fortæller om skriveprocessen og baggrunden for romanen, der tager afsæt i Merete Pryds Helles eget liv.
Foredraget foregår torsdag 24. oktober, kl. 19-21 i mødelokale 4 i Kalundborg Hallerne, J. Hagemann-Petersens Allé 11. Tag indgang D fra Torvet.
Billetter koster 110 kr. (90 kr. for Biblioteksklubbens medlemmer) og kan købes på bibliotekerne eller på bibliotekernes hjemmeside.
I pausen er der salg af kage og kaffe