(Bragt d. 27. september her)
Misbrugere, personer ramt af psykisk sygdom og deres pårørende skal fremover have øget hjælp til hurtigt at få behandlet deres sag i kommunen. Sådan lyder det fra formand i Bedre Psykiatri i Kalundborg Bjarne Rose Pedersen, der har aftalt med fire af kommunens chefer, at der fremover skal holdes et fast møde mellem parterne hver tredje til fjerde måned.
Møderne skal bruges til at løse problemer, borgerne kan opleve med systemet.
– Vi skal ikke have nogle, der kommer ned mellem to stole mere, siger formanden.
Bedre Psykiatri har allerede erfaring med de faste møder, der i øjeblikket bliver afholdt med ledelsen for børn- og familieområdet og voksenspecialenheden. Nu skal cheferne i jobcentret og misbrug og socialpsykiatri også med på møderne.
– Hver evig eneste gang, jeg har haft et problem med en borger, der ikke føler sig hørt, eller som føler sig misforstået, så har jeg ringet til Lars (red. chef for voksenspecialenheden Lars Aarøe Hansen) og sagt, at vi har det her problem, og så er der blevet taget hånd om det med det samme, så det ikke er noget, der har skullet vente til borgerens næste møde med sin sagsbehandler, forklarer Bjarne Rose Pedersen, der udover de faste møder også har mulighed for at ringe direkte til cheferne.
Det var på Bedre Psykiatris årlige topmøde onsdag aften på Aktivitetscenter Munkesøen, at det blev besluttet at holde de faste møder.
Her deltog chef for voksenspecialenheden Lars Aarøe Hansen, fagcenterchef for børn og familie Julie Folke, centerchef for misbrug og socialpsykiatri Mille Damgaard Schjoldan, arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard og driftskoordinator i jobcentret Lonnie Johansen samt 20 borgere.
Mødet var dedikeret til, at borgerne kunne få kendskab til embedsmændenes arbejde og få svar på spørgsmål om konkret lovgivning. Flere borgere spurgte i denne forbindelse ind til, hvordan man kan sikre en nemmere overgang fra ung til voksen i systemet, fortæller Bjarne Rose Pedersen, der understreger, at det er et punkt, han fremadrettet vil tage op med kommunens chefer.
Ifølge Bjarne Rose Pedersen er de faste møder kommet i stand takket være en vedholdene indsats fra Bedre Psykiatri.
– For os handler det om samarbejde. Det er noget af det, vi har prøvet at råbe på de seks år, vi har været i kommunen. Alt det arbejde vi har lavet, det er noget af det, der betaler sig nu. Nu er der nogle døre, der åbner sig.