Kalundborg Kommune sætter fokus på sprog og dannelse! Det har resulteret i projektet Hokus Krokus – Sproget i Fokus, som er et samarbejde mellem Kalundborg Biblioteker og dagtilbuddene i kommunen. I den forbindelse tilbyder Kalundborg Kommune sprogposer til alle 2-6 årige i kommunen.
Undersøgelser peger på, at bøger har stor betydning for børns sproglige, personlige og kulturelle udvikling, og at børn, der er vant til bøger og højtlæsning, hurtigere knækker læsekoden, når de starter i skole. Så når forældre læser højt for deres børn, hjælper man dem med at udvikle sprog og lægge grundstenen til gode læsevaner.
Derfor vil alle 2-6-årige i kommunale dagtilbud få en pose med spændende bøger med hjem. I første omgang vil alle 2-årige få en pose udleveret inden sommerferien. Efter sommerferien får børn mellem 3-6 år udleveret sprogposerne.
Bag projektet står Kalundborg Biblioteker og dagtilbuddene i Kalundborg Kommune. En styregruppe bestående af Lise Bendixen og Rikke Skude Ravnholdt fra børnehusene Fjorden og Jette Mygind, Mihaela Jensen og Stine Veisegaard fra Kalundborg Biblioteker har sammen sammensat projektet, som går i gang den 27. maj og fortsætter året ud. Projektet er støttet af ekstra midler fra Kalundborg Kommune.
Alle børn i dagtilbuddene vil få udleveret en sprogpose, som har bøger og foldere med læseinspiration rettet mod netop den alder, de har. Posen indeholder også tilbud om en gratis koncerter eller teaterforestillinger i kommunen. Ud over det tilbydes en række arrangementer i børnehaverne, hvor f.eks. børnebiblioteker vil lege og undervise de små børn i, hvordan man kan blive en bogvogter.
”En intention for projektet er, at det kan støtte op om Kalundborg Kommuneplan 2013-2024, hvor der er fokus på at få flere unge til at tage en uddannelse, idet en tidlig indsats på sprogtilegnelse og biblioteksbrug støtter op omkring livslang læring.”
Åbningsfest:
Mandag den 27. maj åbner projektet. Derfor er alle 2-årige børn inviteret til åbningsfest i Spiralen. Kom og vær med, når de sætter fokus på ”Sprog og Dannelse”. De synger, spiller, leger og hygger mandag den 27. maj 9.30-11.00 i Spiralen i Kalundborg. Der serveres lidt at drikke og spise, og Henrik Hoppe står for sang og musik med dagpleje- og vuggestuebørn og har kreeret en sang i den festlig anledning. I disse dage modtager alle dagtilbuddene invitationer.