De første “biotekmesterskaber” i Danmark nogensinde afholdes i Kalundborg den 23. januar. 450 elever fra forskellige gymnasier deltager, og klasserne dyster mod hinanden. En af klasserne er fra Kalundborg Gymnasium, og blandt de mange arrangører finder man Professionshøjskolen Absalon.
Kalundborg vel valgt
At biotekmesterskaberne afholdes i Kalundborg er ingen tilfældighed. Formålet med eventen er nemlig først og fremmest at sætte fokus på de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder, der er inden for bioteknologi i det såkaldte produktionsdanmark.
I “biotekbyen” Kalundborg ligger Skandinaviens største bioteknologiske produktion. Her finder man blandt andet verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion og Danmarks største raffinaderi. Virksomhederne i byen inkluderer Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Ørsted og Unibio. Tæt på Biotekbyen, i nabokommunen Odsherred, ligger Lundbeck med en stor kemisk produktion af lægemidler.
I Kalundborg kan man desuden uddanne sig til diplomingeniør i bioteknologi, bioanalytiker og farmaoperatør – og som studerende i byen kommer man helt tæt på landets største biotekvirksomheder. En biotekingeniør har kompetencer indenfor udvikling og produktion og kan arbejde med bl.a. medicin, fødevarer, miljø og energi.
Arrangørerne
Det er partnerskaberne Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Rekrutteringsalliance, der i samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Professionshøjskolen Absalon står bag Biotekmesterskaberne.
Hvad skal der ske?
Eleverne arbejder med fem forskellige cases: en om fermentering, en om destillation, en om enzymaktivitet, en om spildevandsrensning og en om kemisk syntese. De har det til fælles, at de alle er bioteknologiske enhedsoperationer, der hver især har afgørende betydning for produktionsprocesserne i hhv. Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck. F.eks. er gæring helt afgørende for fremstilling af insulin og destillation er helt afgørende for raffinering.
Eleverne skal under deres forberedelse udarbejde en faglig beskrivelse af den pågældende proces, opstille en forsøgsproces og forklare, hvordan denne videnskabeligt fungerer, samt komme med et forslag til, hvordan man ved hjælp af processen enten kan fremstille et nyt produkt, og/eller løse et stort miljø- eller samfundsmæssigt problem med fokus på et eller flere af FN’s 17 verdensmål.
Omkring 450 elever samt deres undervisere er tilmeldt eventen med cases. Der vil være ca. 20 korte oplæg fra grupper af 2-5 studerende, hver på vegne af hele deres klasse. Resten af klassen deltager som tilskuere – for moralsk støtte og som heppekor. Dommerpanelet består af repræsentanter fra de arrangerende virksomheder og partnerskaber.
Elevernes forberedelser kulminerer ved en storstilet begivenhed den 23. januar 2019 kl. 10-14 i Kalundborg, hvor eleverne skal dyste om den fornemme titel.
Muligheder med en bioteknologisk uddannelse
I forlængelse af konkurrencen afholdes der en såkaldt show-case event, hvor industrien, uddannelsesinstitutioner og andre organisationer vil deltage og give eleverne et godt indtryk af, hvilke muligheder en uddannelse indenfor bioteknologi åbner op for. Her kan eleverne bl.a. møde medarbejdere, studerende samt undervisere, der alle har bioteknologi som omdrejningspunkt for deres arbejde og studier.
Læs mere om mesterskaberne her.