Den danske kaffe-producent Peter Larsen Kaffe vil fremover være at finde i OK Plus-butikker, der ikke har Baresso Go. Der er tale om et moderne og økologisk kaffekoncept til 57 af kædens 71 butikker, herunder hos OK Plus i Store Fuglede.
I 2015 flyttede kaffekonceptet Baresso Go ind i udvalgte OK Plus butikker fordelt over hele landet. Nu får de resterende – og langt størstedelen – af butikkerne i kæden også et nyt, højkvalitets kaffekoncept inden for dørene. Peter Larsen Kaffe, som er kendt af de fleste danskere, udruller for første gang et kaffekoncept til en tankstationskæde.
“OK Plus ønskede et bæredygtigt kaffekoncept med smagen i højsædet. Smagen har vi været kendt for, siden vi ristede vores første bønner i Viborg tilbage i 1902, og kombineret med bæredygtighed, som også er en topprioritet for os, er det bare et rigtigt godt match,” siger Lars Nørskov, Business Unit Manager hos Peter Larsen Kaffe og tilføjer:
“Vi forventer os meget af samarbejdet. Vi kommer til at tilbyde et højkvalitetskoncept til OK Plus, hvor kunden får den perfekte kop kaffe hver gang. Det er bønner og maskiner af høj kvalitet.”
Økologisk og ansvarligt
Hos OK Plus ser man også mange spændende perspektiver i samarbejdet med Peter Larsen Kaffe samt med Selecta, der står bag – og servicerer – kaffemaskinerne. Tiltaget er et eksempel på, at kæden arbejder målrettet med et koncept, hvor ‘coffee & food to go’ handler om høj kvalitet. Det gælder alt fra frisksmurte sandwiches til morgenbrød og i det her tilfælde; en god kop kaffe.
“Det er et must, når man er i convenience-markedet, hvor der er mange aktører og stærk konkurrence. Kunderne forventer et bredt sortiment og ikke mindst kvalitet og velsmag. Her passer Peter Larsen Kaffe perfekt ind, og vi har en klar forventning om, at det nye kaffekoncept virkelig vil falde i kundernes smag,” siger Michael Djarnis, adm. direktør i OK Plus.
“OK er et dansk selskab med stærke værdier omkring ansvarlighed. Det samme er Peter Larsen Kaffe, hvorfor vi er et rigtig godt match. Vi havde fx et krav om, at det nye koncept skulle være med økologisk kaffe,” lyder det fra Michael Djarnis.
Vil være trendsætter
Det er Peter Larsen Kaffe første landsdækkende udrulning med dette koncept. Lars Nørskov understreger, at Peter Larsen Kaffe ofte går utraditionelle veje.
“Vi er ikke den traditionelle kaffeudbyder, som vores historie måske antyder. Vi har et stort kaffebar ‘set up’ kørende i dag, vi tænker meget i kaffetrends og bestræber os på at være en af trendsætterne. Det kan man fx se i forbindelse med vores iskaffe og koldbryg. Så vi vil meget gerne være kendt for innovation og nytænkning, og vores partnerskab med OK Plus er en del af den strategi,” siger Lars Nørskov.