Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2015-07-28 til 2015-08-04.
Brandundersøgelse – Rosengade, Kalundborg
2015-07-31 – Kl. 2337 udbrød der brand i et skur bag en ejendom i Strandstræde. Politiet og brandvæsnet kørte til stedet, hvor branden havde bredt til at et par skure tilhørende beboere på Strandstræde. Politiet varslede derfor de næste beboere om, at de måske skulle evakueres, hvis branden bredte sig yderligere. Brandvæsnet fik dog kontrol over branden, så i alt tre skure blev beskadiget. Ingen blev evakueret som følge af branden, der startede i skuret på Rosengade, hvor el-knallerter stod til opladning. Politiet undersøger nu, om opladningen af knallerterne kan have forårsaget branden.
Brødre forbrændt – Vollerupvej, Kalundborg
2015-08-04 – Kl. 1328 slog en nabo alarm via 112 efter at have hørt en eksplosion, hvor to børn var kommet til skade. Ambulancepersonale og politiet kørte hurtigt til ulykkesstedet, hvor to brødre på 8 og 9 år havde fået forbrændinger i ansigtet og hovedet (bl.a. afbrændt hår). Der var bål i deres have, og drengene havde smidt en spraydåse ind i bålet, hvorefter spraydåsen eksploderede med forbrændinger på begge drenge til følge. Begge tilskadekomne blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet til fornøden behandling. Mandag aften meldte lægerne begge drenge uden for livsfare med mindre forbrændinger i hovedet og på armene. Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Fyrværkeri til ulempe – Kalundborgvej, Svebølle
2015-08-03 – Kl. 1504 fik politiet – trods årstiden – en anmeldelse om affyring af fyrværkeri til ulempe for forbipasserende. Tre kanonslag var blevet fyret af, så børn og voksne på vejen var blevet forskrækkede. Politiet kørte til området og talte med vidner, der kunne oplyse, at nogle unge mennesker kort forinden anmeldelsen havde passeret området, og at de kunne mistænkes for at have fyret kanonslagene af. Politiet fandt dem ikke trods eftersøgning i området. Ingen kom til skade ved hændelsen.
Hærværk – Kalundborg.
2015-08-03 – Kl. 0048 anholdt politiet en 57-årig mand fra Kalundborg, der var kørt til stedet med en taxa fra København. Taxaturen kostede 2200 kr., og det ville manden ikke betale. Han lavede hærværk i taxaen på nogle af bilens instrumenter. Den 57-årige blev løsladt senere på natten sigtet for hærværk, ligesom han bliver præsenteret for et erstatningskrav for turen og for det ødelagte.
Mistænkeligt forhold – Røsnæsvej, Kalundborg
2015-07-28 – Kl. 1131 anmeldte en feriegæst fra området, at der ved en P-plads ca. 200 meter øst for fyrtårnet lå et telt, der var blæst omkuld, 3 soveposer, noget engangsservice samt en gryde. Anmelderen var bange for, om der kunne være sket brugerne af teltet noget. Politiet undersøgte de efterladte effekter, der tydeligt bar præg af at være forladt i al hast – måske på grund af vejrforholdene dagene forinden. Der var ingen indikation på, at nogen skulle være i nød, hvorfor en tilsynsførende for det fredede område fik til opgave at samle de nu værdiløse effekter sammen til senere destruktion, hvis ejerne/brugerne ikke giver sig til kende. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Spirituskørsel – Høng, Kalundborg.
2015-08-03 – Kl. 0115 anholdt politiet en 18-årig mand fra Høng, der kørte i bil på Centervej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor taget en blodprøve.
Indbrud i perioden
Elmegade, Kalundborg
Hornsherredvej, Sæby, Kirke-Hyllinge
Kløvermarken, Solrød Strand
Møllevej, Høng
Nordrupvej, Mulstrup, Ringsted
Nørre Alle, Kalundborg
Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg
Tjørneholm, Ugerløse
Toftebjerg, Kalundborg