Hør foredraget “Tak for turen” med den pensionerede oberst
Svebølle Kvik Bibliotek, Centervej 13 i Svebølle, torsdag d. 23/11 kl. 19.00
Svebølle frivillige Biblioteksgruppe har inviteret den pensionerede oberst og tidligere chef for Hærens Kampskole og Forsvarskommandoen til Svebølle. Lars R. Møller blev for alvor kendt for sin rolle i Operation Bøllebank under FN’s fredsbevarende styrker i det daværende Jugoslavien, hvor han ledte dansk kampvognsenhed.
Foredraget tager udgangspunkt i Lars R. Møllers bog: ”Tak for turen”, som er erindringer fra et langt liv i forsvarets tjeneste, og et liv på kant med de overordnede. Lars R. Møller voksede op under den kolde krig, og blev berømt i Danmark, da han som den første valgte at give ordre til at skyde med skarpt under krigen i Jugoslavien. Den pensionerede oberst har fået tildelt adskillige udmærkelser – heriblandt Hæderstegnet for god tjeneste i Hæren, Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen, den Polske Hærs medalje og FN-medaljen for tjeneste i det tidligere Jugoslavien.
Lars R. Møller er forfatter til et utal af bøger, heriblandt ”Operation Hurricane”, ”Kvinder i kamp”, ”Vi slår ihjel – og lever med det”, ”Snigskytter”, ”Tak for turen”, m.fl., som han altid holder foredrag på baggrund af.
Hør historien om Lars R. Møller fra grøn rekrut til hærdet kriger. Fra øvelsesterrænet i Oksbøl, over operation Bøllebank i Bosnien, til rævekagerne på de bonede gulve i Forsvarskommandoen, alt sammen krydret med billeder på storskærm.
Kendetegnende for Lars R. Møllers foredrag er, at de er levende, oplysende og morsomme med mange gode eksempler fra det virkelige liv.
I pausen serveres kaffe/te, og der er mulighed for at købe vand, ligesom biblioteket giver mulighed for lån af en af Lars R. Møllers mange bøger.
Ønskes billetter til foredraget, købes de på et af bibliotekerne i Kalundborg Kommune eller via www.kalundborgbib.dk.
Prisen er kr. 95,- . Medlemmer af Biblioteksklubben kr. 80,-.
Er man endnu ikke medlem af Biblioteksklubben, kan medlemskab erhverves via linket ovenfor.