Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet d. 29/10 til d. 7/11 – 2017
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand – Eskebjerg, Kalundborg
Kl. 16.36 blev anmeldt om brand på Vænget, hvor der var røg fra 1. sal i et hus. Alle mennesker og dyr var ude af huset. Det viste sig, at branden var opstået i et børneværelse i nærheden af en radiator. Det antages, at der er sket en eller anden form for kortslutning, men det undersøges nærmere af politiet onsdag. Ilden blev begrænset til børneværelset, men der var sod og røgskader i resten af huset.
Spirituskørsel – Tingvej, Høng – Kalundborg
Kl. 21.25 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Korsør for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Molotovcocktail fundet i privat indkørsel – Tystrupvej, Store-Fuglede – Kalundborg
Kl. 07.38 fik politiet en henvendelse fra en borger, der i sin indkørsel og langt fra anmelderens hus havde fundet en molotovcocktail efterladt. Den var blevet placeret på stedet i løbet af natten. Politiet afhentede molotovcocktailen, der bestod af en flaske med brændbare væsker og en klud i flaskehalsen. Molotovcocktailen undersøges nu nærmere i et forsøg på at finde ud af, hvem der kan have anbragt den på stedet.
Brag i gaden – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 18.51 anmeldte en lokal borger, at flere unge mennesker skød formentlig kanonslag af på gaden og i området omkring skolen. En patrulje, der var i nærheden, kunne dog ikke finde hverken unge mennesker eller rester af afskudte kanonslag/fyrværkeri i området. Det er således uopklaret, hvorfra de høje brag er kommet.
Telefon beslaglagt – Kalundborg
Kl. 22.33 kunne politiets servicecenter konstatere, at en 45-årig kvinde fra Kalundborg inden for seneste ca. seks timer havde kontaktet politiet uden grund 34 gange, hvor hun havde talt om emner mv., som var politiet helt uvedkommende. På grund af omfanget måtte politiet meget alvorligt henstille hende om ikke at forstyrre politiet uden grund. Da hun ufortrødent fortsatte de næste par timer med at kontakte politiet uden grund, kørte politiet undtagelsesvist til kvindens bopæl i Kalundborg, hvor hendes telefon blev midlertidigt beslaglagt. Hun blev samtidig vejledt om, at telefonen kunne hentes hos politiet den følgende formiddag.
Brand i køkken – Ulstrup Vænge, Kalundborg
Kl. 08.41 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i et køkken. Det viste sig, at en 50-årig mandlig beboer ville gøre sin ovn ren med noget pyrolyserens, medens han gik sig en tur. Der var så opstået en mindre brand, så køkkenet var blevet sod- og brandskadet. Ingen kom til skade ved branden, som politiet dog undersøger nærmere.
Blufærdighedskrænkelse – Svebølle, Kalundborg
Kl. 13.20 var en kunde inde i en forretning på Frederiksberg i Svebølle. En mand gik ind i et prøverum og begyndte at onanere lige foran den 38-årige forurettede kvinde. Manden beskrives som: Mand, 35-40 år, 170-172 cm høj almindelige af bygning, dansk af udseende, brunligt mellemlangt hår, sort eller grøn jakke, og blå bukser.
Narkopåvirket bilist – Kalundborg
Kl. 05.35 anholdt politiet en 25-årig mand fra Kalundborg, der blev truffet kørende i bil på Holbækvej. Pgl. var påvirket af narkotika, og var i øvrigt i besiddelse af syv kanonslag, så han blev også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han blev løsladt efter afhøring og udtagelse af en blodprøve.
Efterlyst butikstyv – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg
Kl. 12.56 ønskede en butikskontrollant politiets hjælp til at få bekræftet identiteten på en mand, som var mistænkt for at have stjålet varer i supermarkedet. Da politiet undersøgte de personlige forhold nærmere på en 50-årig mand fra Kalundborg, viste det sig, at han i forvejen var efterlyst af politiet til fremstilling i fogedretten. Politiet kørte derfor til supermarkedet for frihedsberøvelse af manden, som efterfølgende blev afleveret i fogedretten i Holbæk. Politiet har p.t. ingen oplysninger om tyveriforholdet i supermarkedet.
Narkopåvirket bilist – Kalundborg
Kl. 10.38 anholdt politiet en 34-årig mand fra Kalundborg, der blev standset på Slagelse Landevej. Pgl. var påvirket af narkotika. Han fik udtaget en blodprøve. Pgl. var eftersøgt til afsoning af en tidligere sag, hvorfor han overgik direkte til afsoning.
Røveri mod person – Kalundborg
Kl. 00.46 blev anmeldt om røveri, hvor en 20-årig mand fra Humlebæk blev overfaldet på Kordilgade af to personer, der med en kniv truede den 20-årige til at udlevere mobiltelefon og ur, kørekort og kontanter. De spurgte begge forurettede om vej til Klosterparkvej. De to beskrives som: </p><p>A: Mand, 18-20 år gammel, ca 185 cm høj, spinkel, negroid / afrikansk afstamning muligt somalisk / etiopisk, iført sort hætte trøje med gennemgående lynlås med hætten trukket op. B: Mand, 15-20 år gammel, ca 180 cm høj, normal af bygning, mellemøstlig baggrund, sort kort 2-3 cm langt hår, iført grå hættetrøje og posede cowboybukser. Politiet vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget til sagen. Ring til politiet på 114.
Spirituskørsel – Kalundborg
Kl. 17.12 anholdt politiet en 24-årig mand fra Kalundborg, der blev standset i sin bil på Bjerge Landevej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.
Tragisk hændelse – Vesterlyng, Kalundborg
En 60-årig mand fra Svinninge omkom natten til mandag på hospitalet efter at være bragt ind fra Lyngvej. De pårørende er underrettet. Politiets umiddelbare undersøgelser tyder på, at manden er kørt ind i området ved Vesterlyng, hvor der var vand på kørebanen. Bilen er åbenbart kørte i grøften, og noget tyder på, at manden er druknet. </p><p>Det skal understreges, at politiets undersøgelser ikke er færdige, og at der kan dukke nye oplysninger frem om sagen. I øjeblikket kan der ikke oplyses yderligere. Pressemeddelelse udsendt søndag aften: Midt- og Vestsjællands Politi modtog søndag aften kl. 21.20 en anmeldelse fra en kranvogn, der havde mistet forbindelsen til en person, som havde bedt om assistance. Den pågældende var angiveligt kørt i grøften på grund af vand på kørebanen i området omkring Lyngvej ved Vesterlyng i Kalundborg Kommune- Politiet sendte indledningsvist en hundepatrulje til stedet, og da det viste sig helt umuligt at komme frem til den forulykkede bil, blev der efterfølgende rekvireret en redningshelikopter og en redningsbåd til området. Kl. 00.30 blev manden fundet et stykke fra den forulykkede bil. Han blev i helikopter bragt til Rigshospitalet, hvor hans tilstand pt. betegnes som kritisk.Senere udsendte politiet en meddelelse om, at manden var afgået ved døden.
Indbrud i perioden
Helsingevej, Kr. Helsinge, Gørlev
Østrupvej, Kalundborg
Græsmarken, Ugerløse, Kalundborg
Kalundborgvej, Kirkebyen, Fårevejle