Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Tricktyveri – Gørlev, Kalundborg.

Kl. 10.00 fik politiet anmeldelse fra Roevej, hvor et udenlandsk par havde stoppet en 65-årig kvinde fra Gørlev, uden for Netto, hvor hun og parret netop havde været inde. Det udenlandske par spurgte om vej til nærmeste sygehus. Kort efter blev forurettede kontaktet af en anden kunde, der havde bemærket parrets kontakt til forurettede. Kunden spurgte, om forurettede havde sin pung. Det havde hun, men hendes dankort var væk. Det lykkedes at få spærret kortet, før det blev misbrugt. Det må antages, at parret har afluret forurettedes pinkode i Netto, eller i alt fald har forsøgt på det. Den udenlandske kvinde beskrives som 20-30 år, langt mørkebrunt hår i fletning, lyserød sweatshirt og jeans. De to kørte væk i en gammel sort bil, muligvis en VW Polo, hvori der sad to andre mænd. En god reaktion af den anden kunde, der på den måde gjorde forurettede opmærksom på, at hun muligt var udsat for tyveri. Kortet hurtigt spærret, så det ikke kunne misbruges.

Udbrændt bil – Kattrupvej, Kattrup, Jyderup – Kalundborg

Kl. 21.03 kørte politiet ud for at kigge på en nu udbrændt bil, der var blevet placeret på vejen. Bilen havde fået fjernet al udstyr mv., hvorfor en umiddelbar identifikation af bilen ikke var mulig, ligesom årsagen til branden i bilen heller ikke umiddelbart kunne klarlægges. Politiet undersøger bilen nærmere.

Seksuel krænkelse – Kalundborg.

Kl. 03.10 fik politiet anmeldelse om, at en 19-årig kvinde fra Holbæk var udsat for en seksuel krænkelse på et toilet på Kings Pub, Kordilgade, hvilket fandt sted omkring kl. 0230, hvor kvinden var inde på dametoilettet. Her kom en mand ind og forsøgte at tage hendes undertøj af. Hun fik vristet sig fri og slap væk fra manden. Manden beskrives som: Mand, 25-30 år, 180 cm, kraftig eller buttet af bygning, kort mellemblondt hår med mulig “måne”, skægstubbe, hul i højre øre og iført sort jakke, løse grønne army skaterbukser. Pgl. var dansk. Politiet vil meget gerne tale med vidner, der ud fra signalementet har kendskab til, hvem den pgl. er, eller som evt. har set ham i løbet af aftenen på pubben. Ring til politiet på 114.

Færdselsuheld – Svebølle, Kalundborg.

Kl. 15.20 skete et færdselsuheld i rundkørslen ved Skovvejen ved Svebølle. To biler kørte sammen i rundkørslen, og den 46-årige mand fra Jyderup, der var den ene part i uheldet slap uden skader. Den anden par, en 23-årig mand fra Høng, havde smerter i knæ og ryg, og han måtte klippes ud af bilen. Den 23-åriges bil totalskadet. Uheldet skete, da den 46-årige kørte ad Bjergsted Byvej og skulle krydset Skovvejen. Den 46-årige havde overset den 23-årige mands bil.

Brand – Kalundborg.

Kl. 16.06 blev anmeldt om brand på Statoil, Asnæs Skovvej, hvor der var opstået en mindre brand som følge af en lækage på en lille slange. Branden blev hurtigt slukket af Statoils eget brandvæsen inden Vestsjællands Brandvæsen nåede frem til stedet.

Genoplivning – Kalundborg.

Som bekendt var der cykelløb i bl.a. Kalundborg i løbet af eftermiddagen. Politiet var naturligvis til stede for at deltage i afviklingen af cykelløbet, og i forbindelse med dette faldt en 84-årig mand sammen på fortovet på Vestre Havneplads lige ved en politipatrulje. Politifolkene gik straks i gang med at yde førstehjælp, idet manden havde fået hjertestop. En sygeplejerske kom også til og hjalp med genoplivningen. Manden blev genoplivet bl.a. ved brug af hjertestarter, og den 84-årige kunne køres på sygehus, hvorfra han selv ringede til sine pårørende og fortalte, hvad han havde været ude for. Manden var ude at gå tur med sin hund, og politiet passede hunden indtil pårørende kunne hente den. En dag som hverken manden eller øvrige implicerede glemmer igen.

Spirituskørsel – Kalundborg.

Kl. 20.00 anholdt politiet en 32-årig mand fra Kalundborg, der blev standset på Vænget, hvor han kørte i bil. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Cykelløb kan give trafikale problemer – Holbæk, Odsherred og Kalundborg.

Cykelløbet Post Danmark kører tirsdag i Holbæk, Odsherred og Kalundborg, og det kan give visse trafikale udfordringer, hvilket bilisterne bør være opmærksomme på. Gå evt. ind på kommunernes hjemmeside og se, hvor der er spærret eller gå ind i Post Danmarks hjemmeside og se ruten. Politiet håber, at alle får en god dag med gode sportslige præstationer og oplevelser.

Brand – Rørby, Kalundborg.

Kl. 17.57 blev anmeldt om brand på Møllevangen, hvor der var sket ophedning af nogle stålplader i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Der skete ingen skade på bygningen.

Færdselsuheld – Jyderup, Kalundborg.

Kl. 21.30 skete et færdselsuheld på en 48-årig kvinde fra Dianalund, der kørte i bil ad Cementvej. I krydset Cementvej/Slagelsevej overholdt hun ikke sin ubetingede vigepligt og ramte en anden bil, der blev ført af en 45-årig kvinde fra Føllenslev. Der skete store skader på begge biler, men ingen personskade.

Mand ude i regnvejret – Vestre Havneplads, Kalundborg.

Kl.11.09 henvendte en 52-årig kvinde sig til politiet, fordi hun undrede sig over, at en mand havde stået i ca. 1 time udenfor i regnvejret. Han stod ligesom afventende og kiggede også meget i retning mod den bygning, hvor anmelderen arbejdede. Politiet fik kort efter kontakt til den 31-årige mand fra Store-Merløse, som blot ventede på at kunne komme hjem. Han havde forinden været til køreprøve, men om det var mangel på et køretøj til hjemturen eller et dårligt resultat fra køreprøven, som var årsagen til hans venten i regnvejret, melder historien ikke noget om.

Indbrud i perioden
Kaldredvej, Eskebjerg
Arnakkevej, Eskebjerg
Amfivej, Eskebjerg
Havnevej, Havnsø, Føllenslev
Fyrreleddet, Dalby Strand, Gørlev
Rørmosevej, Gørlev
Ilebjerg, Gørlev
Hovedgaden, Høng
Odinsvej, Høng
Solbakken, Kalundborg
Nygade, Kalundborg
Centret, Svebølle
Grydemøllevej, Svebølle
Parcelvej, Svebølle
Tølløsevej, Ugerløse