Følg reformationens spor gennem Kalundborg

D. 8/9 kl. 15.00 fra Raklev Kirke

Historier om Reformationstumult i 1500-årenes første halvdel ligger både til højre ben og fire hjul i Kalundborg og nærmeste omegn. Ondets rod var talrige religiøse, politiske og dynastiske konflikter, som dengang rystede Europa. Kalundborg er begunstiget med fortællesteder om såvel vindere som tabere. Folkeuniversitetet og Bistro-Bispegården går den 8. september sammen om en tur, der fokuserer på steder, der afspejler hvordan de tumultariske tider berørte alle samfundslag. Guide er tidligere museumsleder Lisbeth Pedersen, der begynder kl. 15 i Raklev Kirke, hvor hun fortæller om en af vinderne, Melchior Jensen, der organiserede byggeriet af en af landets første protestantiske kirker. Han var Gråbrødreklostrets sidste forstander, der blev byens første protestantiske præst. Den nye kirkeorden roste Melchior som fornyer, forkynder og kirkebygmester, mens hans tidligere katolske fæller kaldte ham for konvertit og en fæl forræder.

Derfra fortsætter turen på fire hjul i egne biler til Klostertorvet i Kalundborg, hvor Melchior som klosterforstander i 1520’erne arbejdede under interne reformer, der ønskede at ændre den katolske kirkemagt. Vi går derfra til ruinerne af Kalundborg Slot, hvor dronninger i årtier også havde forsøgt at påvirke den katolske kristendom. Her kom så en af Reformationskampenes helt store tabere, Christian d. 2., til at sidde som statsfange i sine sidste 10 leveår, fra 1549-59.

Turen slutter ved Bispegården, som den nye lutheranske stats- og kongemagt, under ledelse af Christian d. 2.’s fætter, Christian d. 3., tog fra den katolske kirke og gav til bystyret som rådhus. Her slutter tumultfortællingerne med et enkelt reformationsmåltid i Bistro Bispegården. Gangbesværede må imødese enkelte trappeforløb til Sct. Olai Kirkegård og salsrummet under den gamle byrådssal.

Samlet pris kr. 195,- eksklusiv drikkevarer.

Der er tilmelding på tlf. 59 52 21 30 / info@bistrobispegården.dk.

 

Foto: Raklev Kirke

Raklev Kirke, en af landets første protestantiske kirker, åbner d. 8/9 dørenfor fortællinger om reformationstumult i Kalundborg.