Fra på søndag den 1. juli og en uge frem deltager 69 blinde og svagsynede børn og unge fra hele landet i Synscenter Refsnæs’ sommerskole i Kalundborg. Det skriver syncentret til Dit Kalundborg. 

Foto: Syncenter Refnæs.

Til daglig går næsten alle deltagerne i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synshandicap skiller sig ud fra deres klassekammerater. Et af de vigtigste elementer på sommerskolen er derfor at møde andre børn og unge med et synshandicap, så alle for en kort stund oplever at være lige.

”Jeg var selv den eneste blinde elev på Karup skole og i Karup by. Børn med synshandicap er, også i dag, spredt over hele landet. Det er bl.a. derfor at sommerskolen er så vigtig.

Her oplever børnene, at de ikke er de eneste med et synshandicap. Det var en vigtig del af min egen opvækst at opleve det fællesskab, som Sommerskolen skaber”, fortæller Christian Bundgaard, projektansvarlig i Dansk Blindesamfund.

Sommerskolens tema er i år ”Sjov i fritiden”. Deltagerne skal blandt andet prøve kræfter med den japanske kampsport Judo, hvor det i høj grad gælder om at udnytte både den fysiske og den mentale styrke. Der er i løbet af ugen desuden mulighed for at træne til at deltage i fredagens store motionsdag, hvor årets minitriatlon er et blandt flere elementer.

Sommerskolen er dog ikke kun fysisk aktivitet. Eleverne får lejlighed til at arbejde med deres kropssprog, når skuespilleren Therese Glahn tager fat. Gennem små øvelser, lege, skuespil og sang skal eleverne udfordres lidt på deres kommunikation med kroppen.

”Når man ikke kan se, er man ofte ekstra udfordret i sin hverdag, fordi det kan være svært at spejle sig i, hvad andre gør, og man kan enten ikke eller kan have svært ved at læse andres kropssprog. Derfor er det vigtigt, at man er bevidst om, hvilke signaler man selv sender med sin krop og stemme.”, fortæller Christian Bundgaard.

Sidst men ikke mindst drager eleverne og de mange engagerede ledere til Gerlev Legepark, hvor leg og samarbejde er temaet. Brætspil fra gamle dage og lege i det fri er blandt meget andet på tapetet i Gerlev.

Også i år samarbejder Synscenter Refsnæs med Dansk Blindesamfund om afholdelsen af sommerskolen. Det sker på baggrund af projektmidler, som Jaschafonden og Poul og Else Tausons Fond har stillet til rådighed.

GemGem