SYMB’s folkekøkken handler om at spise- og have det hyggeligt sammen
I oktober inviterer SYMB’s folkekøkken igen på god mad og et nyt spændende foredrag med forfatter Mikael Josephsen, som både skriver digte og prosa. Han taler om sit forfatterskab og seneste digtudgivelse ‘Knæk’.
“Med en afmålt og afdæmpet realisme skriver Mikael Josephsen sig ind på mennesket, som det ser ud fra sin allermest sårbare side. Knækkede mennesker på samfundets bund og fastgroede mennesker fra den pæne side af ligusterhækken kæmper samme basale kamp for at overleve og udholde det satans liv i Mikael Josephsens litterære univers. Hvad end udtryksformen er knæk- eller klassisk prosa, gengiver han lige præcis de sigende detaljer og dialogstumper, der udstiller det groteske menneskeliv og vækker tragikomisk genklang hos læseren.”
(citat: cand. mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet, Dagbladet Information 2017)
Mikael Josephsen har modtaget flere litteraturpriser: Bl.a. Fyns Amts Lyrikpris, Kunstfondens treårige arbejdslegat, Svendborg Kommunes Kulturpris, 2016.
Læs mere her: Forfatterweb, Gyldendal og her: Forfatterweb.dk
Folkekøkkenet er tirsdag d. 10/10, efter sommerens vellykkede Folkekøkkener i Kalundborg Havnepark, igen rykket ind i Café Solsikken, Skibbrogade 52.
Menu: Gullasch m. rodfrugtmos og bønnesalat m. æbler. Kartoffelgullasch til vegetarerne. Det vil være muligt at tilkøbe friskbrygget kaffe og hjemmebagt kage.
Tidspunkt: dørene åbnes klokken 17, der spises klokken 17.30 efterfulgt af foredrag v/ Mikael Josephsen.
Pris: 55 kr. for voksne – 25 kr. for børn.
Billetter: Bestilles bl.a. på hjemmesiden symb.dk
SYMB’s Folkekøkken handler om at spise sammen og om at have det hyggeligt, lære nogle nye mennesker at kende og dyrke fællesskaber på tværs af de grupperinger, som vi ofte inddeler os i. Alle er velkomne.