Fælles om ungelivet har siden 2020 arbejdet aktivt og målrettet med at udvikle et nyt koncept for rusmiddelforebyggelse lokalt med fokus på at støtte ungefællesskaber uden rusmidler. Nu er ti kommuner valgt til at udbrede konceptet over de næste fire år i programfasen.
Sekretariatet i Fælles om ungelivet har netop valgt, hvilke ti kommuner, der sammen med de nuværende fem pilotkommuner, skal være en del af Fælles om ungelivet i programfasen.
De ti valgte kommuner er: Thisted, Varde, Hedensted, Esbjerg, Nyborg, Egedal, Holbæk, Kalundborg, Lemvig og Syddjurs kommune.
Udvælgelsen baserer sig på en ansøgningsrunde, hvor alle landets kommuner har kunnet søge om at få midler til at afprøve og udbrede programmet lokalt. I alt har 23 kommuner ansøgt.
Programleder Maria Koch Aabel glæder sig over den store interesse, Fælles om ungelivet har mødt: ”Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med de nye programkommuner og er glade for, at så mange kommuner ønsker at være en del af Fælles om ungelivet. Vi har fået rigtig mange gode ansøgninger og har i udvælgelsen blandt andet prioriteret, at kommunerne er spredt over hele landet.”
De fem pilotkommuner, som i 2020 blev valgt til at tage del i pilotfasen, bliver mentorer for de nye programkommuner og skal samtidig også videreudvikle på deres egen lokale indsats.
Vil engagere flere kommuner
Maria Koch Aabel håber, at de kommuner, der ikke er blevet udvalgt, stadig vil fortsætte med at arbejde efter Fælles om ungelivets koncept.
”Vi håber, at de kommuner, som ikke har modtaget midler, fortsat vil have interesse i Fælles om ungelivet, og vi ser frem til at høre om andre kommuners erfaringer med den lokale udbredelse og implementering til vores årlige netværksmøder,” siger Maria Koch Aabel og opfordrer til, at kommunerne løbende holder sig opdaterede om Fælles om Ungelivets netværksmøder og workshops, som er åbne for alle interesserede kommuner:
”Vores mål er, at også de kommuner, der ikke er valgt ud som programkommune, skal have gavn af konceptet og tilgangen i Fælles om ungelivet. Derfor står vi i sekretariatet i Fælles om ungelivet også gerne til rådighed for dem, hvis de har brug for hjælp og rådgivning.”
Fælles om Ungelivet er desuden på vej med et digitalt koncept, som vil være tilgængeligt for alle kommuner. Konceptet offentliggøres i maj 2024.
Partnerskabet Fælles om Ungelivet
”Fælles om ungelivet” er et partnerskab mellem Sundhedsstyrelsen og Trygfonden.
Vores fælles vision for programmet er, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle.
Frem til midt 2024 er vi i en pilotfase, hvor vi i samarbejde med de fem kommuner Aalborg, Silkeborg, Odder, Sorø og Gentofte indsamler erfaringer med, hvordan kommunerne i tæt samarbejde med forældre og andre lokale aktører, herunder fx det organiserede fritidsliv, kan være med til at løfte visionen.
I midten af 2024 påbegyndes programfasen, hvor yderligere ti kommuner er valgt.