Hvert år deltager tusindvis af børn i Danmarks største læsekonkurrence for alle i alderen 6–15 år.

De Danske Børnebiblioteker inviterer alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2022, som i år varer fra 10. juni til 20. august. Bag konkurrencen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens vigtigste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i sommerferien. Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der altså med stor succes får børnene til at læse mere og dele de gode oplevelser med hinanden.

Læs og løs udfordringer

For at øge læselysten og læseglæden er kampagnen bygget op om en række udfordringer, som børnene skal løse mens de læser. Børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek (Kalundborg, Gørlev eller Ubby). På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrad – børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen (lodtrækningen) om en af de tre hovedpræmier. Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Hvad sker der i Kalundborg?

Deltager du i Sommerbogen her i Kalundborg Kommune, er du samtidig med i konkurrencen om en stor lokal præmie. Kalundborg Biblioteker har nemlig også vores egen spændende konkurrence. Ud over de løbende præmier, som udbydes med den nationale læsekonkurrence, præmierer vi også de børn, der afleverer de tre anmeldelser og udfordringsarket på biblioteket med en gratis bog (så længe lager haves). Og den største præmie: når børnene har afleveret det udfyldte udfordringsark med de 3 boganmeldelser, deltager de i lodtrækningen om et sæt AirPods man kan tage med sig overalt.

Alle udfyldte anmeldelser og læseudfordringer skal afleveres på Kalundborg, Gørlev eller Ubby bibliotek senest d. 20. august kl. 12.30.

God læselyst og god sommer!

Læs mere om Sommerbogen på www.kalundborgbib.dk

Pressefoto