Onsdag d. 13. november slår Kalundborg Kommune i samarbejde med over 50 lokale, regionale og nationale virksomheder, uddannelsessteder og organisationer igen dørene op for et brag af en Uddannelsesmesse. I løbet af dagen vil over 1600 elever og unge besøge de godt 60 stande.
Der er lagt op til et brag af en dag, når Ungdommens Uddannelsesvejledning i Kalundborg Kommune d. 13. november klokken 9.00 slår dørene op til årets Uddannelsesmesse. Det skyldes i høj grad den store opbakning, som over 50 virksomheder, organisationer og uddannelsesretninger fra Kalundborg og omegn år efter år viser ved at rive to dage ud af de travle kalendere for at inspirere helt unge skoleelever fra 8.klasse til uddannelse på den sjove måde.
På de mange forskellige stande, der dækker alt fra gymnasiale uddannelser og job i Forsvaret til tømrer og sygeplejerske, er der lagt op til, at de unge får inspiration med hjem, som kan give dem en ny viden og et bedre fundament for deres uddannelsesvalg.
”Uddannelsesmessen er særlig, fordi den gør mange forskellige typer af uddannelsesretninger og jobs mere håndgribelige og konkrete. Standholderne har virkeligt forberedt et festfyrværkeri af opfindsomme, faglige og praktiske opgaver og aktiviteter, man kan deltage i – det kan være med til at vække en nysgerrighed og en senere uddannelsesvej”, fortæller Ellen Marie Andreasen, der er uddannelsesvejler i Kalundborg Kommune, hvis arbejde i høj grad består i at vise elevernes mange veje til uddannelse:
”Messen kan også være med til at be- eller afkræfte en bestemt uddannelse eller job, fordi de unge får mulighed for at prøve kræfter med et rigtigt stykke arbejde. Og det er guld værd for rigtig mange af vores elever”.
I alt deltager godt 1600 lokale elever fra 8.kl og op på Kalundborg Uddannelsesmesse, som er en ny rekord. Uddannelsesmessen er vokset år for år siden dens begyndelse i 2018. Uddannelsesmessen er tilrettelagt særligt for 8. klasses folkeskoleelever og deres forældre, men alle kommunens grundskole- og ungdomsuddannelseselever og øvrige unge er inviteret til at deltage i løbet af dagen.
Det er gratis at deltage i messen, forældre og unge er velkomne, og det kræver ingen tilmelding eller forberedelse.
Kort om uddannelsesmessen:
- Kalundborg Uddannelsesmesse afholdes den 13. november kl.9-16, for forældre og alle unge, I Kalundborg Hallerne, J. Hagemann-Petersens Alle 11, 4400 Kalundborg
- Der forventes op mod 1600 besøgende i løbet af dagen
- Der er tilmeldt 50 standholdere, både ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og virksomheder
- Læs mere om messen på kalundborg.dk/uddannelsesmesse