Der er kun en måned til, at Kalundborg bymidte igen bliver fyldt med liv, når BEVÆG 2026 løber af stablen lørdag den 5. september. Nu er programmet klar – med alt fra Tor Nørretranders, silent disco og ridderskole til BMX, fridykning og KidsTour.
Fra kl. 10.00 til 15.00 kan børn, unge og voksne gå på opdagelse i kultur, idræt, kreativitet og fællesskab på tværs af festivalområderne i Klosterparken, ved Munkesøen, på J. Hagemann-Petersens Allé og Klostertorvet samt i Kalundborg Svømmehal og Hal 2.
Man kan blandt andet prøve kræfter med skate, BMX, vægtløftning, tennis og fægtning eller kaste sig ud i silent disco, cirkus og ridderskole. På Klostertorvet byder dagen blandt andet på gymnastik, dans, padel, fodbold, pickleball og floorball.
Nye oplevelser på årets BEVÆG
Som noget nyt får BEVÆG i år en stor scene drevet af UngKalundborg. Her kan publikum dagen igennem opleve musik, cirkus og andre indslag, og Folkeoplysningsudvalgets priser bliver også uddelt fra scenen.
To nye tipitelte skaber samtidig rum for både kreativitet og fordybelse. I Kreatipien kan man blandt andet male på keramik, dekorere krus, strikke og lave sin egen allikemaske.
I Litteraturtipien kan man slå sig ned til litterære oplevelser og blandt andet møde Tor Nørretranders til en forfattersamtale eller opleve en panelsamtale.
Også Kalundborg Svømmehal bliver en aktiv del af festivalen. Her byder programmet på vandgymnastik, Aquacool og selvredning, kajakpolo og fridykning. Opfordringen er derfor enkel: Husk badetøjet!
KidsTour ruller ind i Kalundborg
BEVÆG får i år også besøg af KidsTour – en cykelfest for børn fra 3 til 10 år. Cykelløbet afvikles i forskellige aldersheat, og omkring løbet vil der være aktiviteter og masser af liv for både deltagere og publikum.
Deltagelse i selve KidsTour-løbet kræver tilmelding på forhånd.
Mere end 50 aktører er med til at skabe årets BEVÆG – fra lokale idrætsforeninger og kulturaktører til kreative fællesskaber, frivillige og virksomheder. Sammen giver de publikum mulighed for både at opleve, deltage og prøve noget nyt – og måske opdage en interesse eller et fællesskab, de ikke kendte i forvejen.
BEVÆG 2026 finder sted lørdag den 5. september kl. 10.00–15.00 i Kalundborg bymidte.
Se hele programmet her:
https://www.oplevkalundborg.dk/kultur/store-events/kommende-events/bevaeg-2026/program















