Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2024/03/07 til 2024/03/19.

Fredag:
Konfiskation af bil – Holbækvej, Kalundborg

Kl 11.20 standsede politiet en personbil ført af en 33-årig mand fra Ringsted selvom han ikke havde kørekort. Det var tredje gang, at han blev taget i at køre bil uden kørekort og på den baggrund blev bilen beslaglagt mhp. konfiskation. Føreren protesterede over beslaglæggelsen og ønskede den indbragt for retten. Bilen tilhørte en af mandens kammerater.

Håndgranat fundet i grusgrav – Gl. Skovvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 13.33 anmeldte en 31-årig mand, at han i forbindelse med arbejde i en grusgrav havde fundet en hårdgranat, som havde været igennem et sorteringsanlæg, om som havde splitten siddende. Den 31-årige mand havde evakueret området for personer og køretøjer og ringet 112. Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) blev tilkaldt, og fik lukket luftrummet over området, inden granaten kl. 16.55 blev bortsprængt.

Kørte uden kørekort – Jansvej, Eskebjerg, Kalundborg

Kl 17.57 standsede en politipatrulje en personbil ført af en 44-årig mand fra Bornholm. Der viste sig, at han ikke havde noget kørekort. Der var tredje gang inden for tre år, at manden blev stoppet uden kørekort og på den baggrund beslaglagde politiet bilen mhp konfiskation. Det ønskede manden, at retten skal forholde sig til. Det viste sig samtidigt, at han var søgt til fogedretten i Aarhus, og derfor blev han anholdt og fragtet til færgen, så han kunne komme videre frem til retsmødet. Slutteligt blev der også fundet en mindre klump hash i bilen.

Kørte uden kørekort – Østre Havnevej, Kalundborg

Kl 15.55 standsede en politipatrulje en personbil ført af en 27-årig lokal mand. Det viste sig, at manden havde fået inddraget sin førerret og således ikke måtte køre bil længere. Det erkendte manden.

Narkokørsel – Kalundborgvej, Kalundborg

Kl. 03.21 blev en 29-årig mand fra Ringsted stoppet i en varebil på vej ad Kalundborgvej mod øst. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve.

Pige i vandet – Banegårdspladsen, Kalundborg

Kl 01.50 kom der melding om, at en ung kvinde var faldet i vandet. Politi og ambulance blev tilkaldt til stedet og det viste sig, at en 29-årig kvinde fra Vestsjælland i beruset tilstand ved et uheld var snublet og faldet i vandet. Hendes kæreste var dog på stedet og han fik reddet hende op. Begge var noget kolde og chokerede men ellers ok.

Påvirket bilist kørte ind i busstoppested – Saltbækvej, Kalundborg

Kl. 21.40 påkørte en bilist et busttoppested på Saltbækvej i Kalundborg. En mandlig fører blev set stikke af fra stedet, men bilen blev efterladt totalskadet. En beboer på vejen slog alarm og en patrulje satte kursen.

Da politiet kom frem til stedet, traf de en 23-årig mand fra Kalundborg, som kunne mistænkes for at have været fører af bilen. Han var kommet retur, formentlig i håbet om at få bilen med sig.

Den 23-årige var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, som også vil afklare om han havde narko i blodet under kørslen. Herefter blev han taget med til politistationen til afhøring, men senere løsladt. Politiet optog rapport om uheldet og afventer nu resultatet af blodprøven.

Påvirket mand på knallert – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 10.15 bemærkede en patrulje en knallert, som var afmeldt og uforsikret og som kørte med høj hastighed ad Slagelsevej mod Kalundborg centrum, og videre rundt i området imod færdselsretningen. I den forbindelse var knallertføreren tæt på at påkøre en cyklist og to børn på fortovet. En forbipasserende mand, der havde set kørslen spærrede vejen for knallertføreren, hvorfor knallertføreren påkørte et træ, hvorved han pådrog sig en rift. Knallertføreren, en 25-årig mand fra Kalundborg, som var påvirket af cannabis og som ikke var bar den lovpligtige styrthjelm, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for at have forvoldt fare for liv og førlighed, og han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

Uheld i morgentrafikken – Kalundborg

Kl. 06.34 torsdag morgen kørte to biler sammen på Rute 23, Holbækvej ved Tømmerup. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor bilisterne blev tilset, men ingen var kommet noget alvorligt til. Trafikken kunne liste forbi uheldsstedet, men en af bilerne skulle nødflyttes, så der opstod trafikale udfordringer indtil den var fjernet.

Kl. 06.56 kørte to varebiler sammen på Kalundborgvej ved Svebølle. Ingen var kommet noget til, og bilisterne udvekslede selv oplysninger. Politiet hjalp med at få vejhjælp hurtigt frem, da den ene varebil holdt uheldigt, men der blev ikke behov for at optage rapport.

Uorden – Dybekær, Gørlev, Kalundborg

Kl 17.54 kom der melding om at der var en uønsket gæst på en beværtning, som ikke ville forlade stedet. Heller ikke politiets formaninger om at han skulle forsvinde havde nogen effekt, så patruljen valgte at anholde manden, der ikke ønskede at oplyse, hvem han var. Ved ankomst til politistationen sparkede manden den ene politiansatte i hovedet. Manden blev identificeret som en 26-årig mand uden fast bopæl.